Nu kan du få festivalstemning uden smat, vabler og teltovernatninger.
Roskilde Festival har nemlig lanceret dets egen web-tv-kanal, der viser klip fra de tidligere festivaler, samt interviews og andet godt med sommerens aktuelle bands.
– Vi har længe ønsket os en god platform, som kan præsentere filmmateriale fra festivalen. Vores arkiver bugner med materiale, som vi er sikre på, at alle Roskilde-fans er meget interesserede i at se, siger Roskilde Festivals talsmand Esben Danielsen ifølge computerworld.dk.
I de kommende år vil Roskilde Festival satse hårdt på at kunne bringe en masse koncertoptagelser på
roskilde-festival.tv.
– Det er tydeligt i de mange henvendelser, vi får fra vores publikum, at folk brændende ønsker sig flere koncertklip. Det er også noget, vi arbejder hårdt på at skaffe. Kameraerne filmer allerede ved de store scener til storskærmene. Nu skal vi også have dem til at trykke på optageknappen. Her ligger dog en større clearingsproblematik, da det altid kræver kunstnernes accept, og den er ofte svær at indhente, siger Esben Danielsen.
I år har festivalen et samarbejde med Papagaio Film, som vil indfange livet på festivalen.
De optagelser vil så kunne følges på nettet til glæde for dem, som af den ene eller anden grund ikke er på Roskilde Festival.
ac