Designfirmaet Kontrapunkt A/S har ikke længere tidligere departementschef Jørgen Rosted som bestyrelsesformand, skriver Berlingske Business i dag. Han har valgt at trække sig, efter det kom frem, at hans statslige forskningsenhed Fora før hans indtræden bestilte opgaver for mere end 600.000 kroner i Kontrapunkt. Bla. har Kontrapunkt stået for udviklingen af en hjemmeside og udarbejdelsen af et designkoncept for Fora. Efter afsløringen af den mulige dobbeltrolle indledte Økonomi- og Erhvervsministeriet en undersøgelse af sagen. Undersøgelsen er endnu ikke afsluttet, og ministeriet har bedt kammeradvokaten om at bistå i udredningen.