Ølflasken skal tilbage på de danske borde. Og det skal ikke være en tarvelig standardflaske.

Sådan lyder en del af begrundelsen for, at Danmarks næststørste bryggerivirksomhed, Royal Unibrew, nu dropper den gamle standardølflaske og relancerer alle bryggeriets flaskeøl i et nyt design.

– Den nuværende standardflaske blev lanceret i 1949, og så kan man jo ikke undre sig over, at ølmarkedet er bakket med 25 procent i de seneste ni år, når man i kategorien ikke arbejder med alle P’er i marketingmixet. I det her tilfælde har Produktet/Emballagen været negligeret i generationer, siger Michael Schiedel, marketingdirektør, Royal Beer.

Selve ølsmagen er stadig det vigtigste element, understreger Schiedel, men indpakningen spiller i allerhøjeste grad også en rolle.

– Den nuværende standardflaske har ikke ændret udseende i 63 år. Tænk på, hvad der i mellemtiden er sket med designet af eksempelvis biler og telefoner. Produktet/emballagen er således en ultravigtig del af forbrugerens oplevelse, og her skylder vi som kategori at levere et præsentabelt produkt til en acceptabel pris, siger han.

Lanceringen af den nye flaske følges op af en reklamekampagne, der starter med bulder og brag på bl.a. tv fra på mandag. (Du kan komme til snigpremiere på den tilknytte reklamefilm nederst i denne artikel)

Heri slås der bl.a. på, at forbrugerne foretrækker Royal Beers pilsner frem for alle andre i markedet. Og så kan man jo ikke undgå at komme til at tænke på konkurrenterne. Og her er den største naturligvis Carlsberg, der tidligere – uden større held – har forsøgt at få danskerne til at drikke øl fra nye flasker.

– Skræmmer de erfaringer ikke?

– Nej, vi går i modsætning til Carlsberg ”all-in” med det her. Alle vores flaskeøl – PLSNR, Export, Classic, Stout og Free – overgår til den nye flaske. Samtidig er den nye flaske ikke ensbetydende med dyrere øl, og det er også vigtigt, siger Michael Schiedel.

Designit står bag

Hos designbureauet Designit er Design Manager Jakob Nørregaard godt tilfreds med resultatet.

– Jeg synes, det er blevet et lækkert, lødigt og moderne design, som jeg er sikker på, der appellerer til både de unge og de lidt ældre målgrupper, siger han.

Han fortæller, at omdrejningspunktet – udover selvfølgelig at leve op til alle krav vedr. højde, vægt etc. – har været at skabe en genkendelig Royal Beer-flaske.

– Derfor er der også kommet nye og tilpassede labels, og flasken har fået en halsetiket. Det skyldes et ønske om, at man skal kunne genkende flasken visuelt. Vi ville gerne have at forbrugerne skal opleve flasken på flere niveauer.

Er det også derfor, der er præget en stor stjerne i flasken, der både kan ses og føles?

– Ja, blandt andet, men det handler også om, at stjernesymbolet skal fortælle en historie. Det er en brygstjerne, hvor hvert af de kornakslignende elementer repræsenter en ingrediens i øllet. Den sidste repræsenterer brygmesteren, siger Jakob Nørregaard.

Royal Unibrew og Designit har arbejdet sammen gennem længere tid, og de vandt eksempelvis en Red Dot-pris for designet af flaske og brand for læskedrikken ”Add Some” i fjor

Den flaske var noget mere ”sprælsk” end den nye ølflaske, og det er der god raison i, mener Jakob Nørregaard.

– Den nye ølflaske skal ramme meget bredere og eksempelvis både appellere til kunderne i supermarkederne og til de unge i nattelivet. Derfor har vi forsøgt at rumme både det moderne og traditionelle i den nye flaske, siger han.

Designit har også produceret den reklamefilm, der bliver et led lanceringskampagnen.

– Det har vi ikke tidligere beskæftiget os med, så det er nyt terræn for os. Vi har i huset en masse dygtige 3D’ere og motion grafikere, og de producerede en film til internt brug for Royal Unibrew. Den kunne Royal Unibrew godt lide, så den del af kampagnen står vi altså også for, slutter Jakob Nørregaard

Du kan gå til snigpremiere på den omtalte reklamefilm her.