For andet år i træk giver Royal Beer en hånd til dansk rockmusik med deres Tak Rock-kampagne. Siden januar har bryggeriet arbejdet på fuldt tryk for at sende håbefulde rockbands ud på de danske spillesteder og samtidig give rockfans nye musikoplevelser.
Og i denne uge når kampagnen endnu en milepæl, når den nye Tak Rock-film rammer den danske reklameblok.
Sidste år var det Kashmir og deres nummer ”Rocket Brothers”, der prydede den første Tak Rock-film.
I år er der skruet endnu mere op for rock-attituden, når Sort Sol tager seerne med på en rock-rejse til tonerne af ”Next Century”, der stammer fra albummet Snakecharmer fra 2001.
Biler og brændende madrasser
Filmen er holdt i sort/hvid, dokumentarisk stil, og mange af billederne stammer da også fra autentiske situationer. Holdet bag reklamefilmen har nemlig fulgt Sort Sol helt tæt på, og den nye film indeholder blandt andet optagelser fra Sort Sols koncert i KB Hallen i april i år.
Andre billeder stammer fra en bilkirkegård på Amager, hvor en flok dedikerede rockfans fik lov til at slå sig løs blandt biler, traktordæk og brændende madrasser.
Derudover har filmholdet været en tur over Atlanten og optage en række stemningsbilleder fra Los Angeles´ rockundergrund. Begge dele er elementer, der er med til at skabe filmens rå atmosfære.
− Filmen indfanger essensen af Tak Rock, for den skildrer rockmusik i sin reneste form. Forhåbentligt vækker den en masse følelser, stemninger og minder hos dem, der ser den. Vi er meget stolte af den og håber, at seerne vil tage godt imod den, siger Lars Bo Christiansen, der er marketingchef for Royal Beer.
Bag filmen står reklamebureauet DDB, der sammen med Royal Beer har udviklet Tak Rock-konceptet. Filmen er instrueret af Casper Balslev og produceret af Spoiled Productions.
Se filmen her:
/embed>