I sidste uge var ventetiden ovre, og Danmarks nye multiarena, Royal Arena i København, slog dørene op.

Her kan sportsentusiaster bl.a. se frem til store events som kortbane-EM i svømning og VM i ishockey, mens musikinteresserede vil kunne opleve flere af verdens mest populære musikere trykke den af i den milliarddyre arena.

De hårde drenge fra Metallica indledte den musikalske del af festen fredag aften, men der er også mere permanente dele af den nye arena, der skal give gæsterne en ekstra oplevelse og multiarenaens hovedsponsor, Royal Beer, fuld valuta for pengene.

Det gælder fx det 400 m2 store værk, som pryder de indvendige trappeopgange i Royal Arena.

ArtRebels som sparringspartner

Bag står det kreative kunstnernetværk ArtRebels og ikke mindst den udførende kunster, hollandske Rick Berkelmans med kunstnernavnet Hedof.

Han har tidligere arbejdet med bl.a. Facebook og Google, og værket skal afspejle den kulturelle mangfoldighed, som Royal Beer satser på, der bliver arenaens kendetegn.

Hos Royal Unibrew, virksomheden bag Royal Beer, er man begejstret over kunstværket.

– Det er en spændende fortolkning af København og vores kultur, lyder det fra Kirsten Lahn Hansen, marketingchef for øl og cider hos Royal Unibrew, i en pressemeddelelse.

– Malerierne fanger netop den kobling, der er mellem Royal Arena, vores brands, byen og ikke mindst de gode oplevelser med musik og sport, som vi så gerne vil bidrage til at give arenaens gæster, fortsætter hun. 

Endnu mere musik til brandet

Hun understreger, at Royal Beer er stolte af at lægge navn til hele Danmarks nye arena og dermed kunne føje endnu et musik-samarbejde til brandet.

– Med Royal Beer har Royal Unibrew gennem langvarige og tætte partnerskaber opbygget en stærk profil på musikscenen i Danmark med bl.a. Tak Rock. Derudover har Royal Unibrew en nær tilknytning til sportsuniverset med både Faxe Kondi, Pepsi og Heineken, og netop derfor passer sponsoratet og samarbejdet så godt. Vi glæder os så meget til at være med til at give alle Royal Arenas gæster nogle gode oplevelser, slutter Kirsten Lahn Hansen.