Danmarks største bank, Danske Bank, tænker nye organisationstanker, og det medfører større forandringer i bankens Group Marketing.

Først og fremmest betyder det et farvel til Group Marketings hidtidige chef Joachim Rubow, der efter egen beslutning har bestemt sig for at finde nye græsgange.

– Danske Bank har meldt en ny organisation ud, som jeg er fundamentalt enig i. Desværre har jeg ikke kunne finde et job i den nye struktur, som matcher de udfordringer, jeg ønsker at påtage mig på nuværende tidspunkt, siger han og fortsætter:” Jeg har derfor taget den svære beslutning at forlade banken og tage noget tid til at finde ud af, hvor jeg bedst kan bidrage fremadrettet. Jeg vil savne Danske Bank som en fantastisk arbejdsplads med mange talentfulde kolleger.”

Rubows beslutning ærgrer Georg Schubiger, der er bankdirektør og medlem af koncerndirektionen hos Danske Bank.

– Joachim Rubow har leveret markante positive resultater gennem en svær periode for Danske Bank, og han er højt respekteret på alle niveauer i banken. Desværre har han ikke ønsket at være en del af den nye organisation. Det er et stort tab for banken, og vi ønsker ham al mulig held og lykke.”

Tre nye marketingspidser

Banken organiserer sig fremover omkring tre nye kundefokuserede forretningsenheder, Personal Banking (privatkunder), Business Banking (små- og mellemstore erhvervskunder) og Corporate & Institutions (helt store erhvervskunder og institutionelle kunder).

Dermed samles tre koncernfunktioner sammen med de tre forretningsenheder, der får ansvaret for at tænke på tværs af bankens geografiske områder. Herunder marketingaktiviteter.

Personal Banking får sin egen afdeling, Sales & Marketing, der fremover vil ledes af Carsten Elmose (tidligere kundetilfredshedschef i Danske Bank Danmark). Afdelingen vil bl.a. få ansvaret for marketing rettet mod privatkunder i alle geografiske markeder.

Business Banking får sin egen afdeling, Sales & Marketing, der fremover vil ledes af Klavs Hjort (hidtidig ansvarlig for Danish Marketing Support i Group Marketing). Afdelingen vil bl.a. få ansvaret for marketing rettet mod små- og mellemstore erhvervskunder i alle geografiske markeder.

Herudover vil afdelingen også få ansvar for marketing-support af det tredje business-ben, Corporate & Institutions.

Endelig vil der blive oprettet en ny enhed under Group Communications under navnet Corporate Branding. Den vil blive ledet af Camilla Dahl (tidligere international brand manager for udenlandske brands). Afdelingen vil få ansvaret for re-branding af koncernen og den overordnede brandingstrategi, corporate identity, sponsorater og events.