
Fokusgrupper er fint, men somme tider må man tænke ud af huset, mener det britiske analysebureau Hall & Partners. Bureauet har derfor lanceret et mobilt markedsanalyse-laboratorium – kan man vel kalde det.
I al sin enkelthed er der tale om en taxa, som byens virksomheder kan benytte sig af til at indhente forbruger-feedback.
Bureauet har selv benyttet sig af taxaen til at indhente forbrugerindsigter i et par år, men nu kan andre virksomheder også leje taxaen, og på den måde indhente værdifuld viden om sig selv og deres produkter og brands. Det skriver nyhedssitet springwise.com, der dagligt fortæller om spændende nye ideer og opfindelser fra den store verden.
Et retail-brand kan fx leje taxaen til at køre sine kunder hjem fra butikken eller indkøbscentret og dermed – ud over at levere gratis transport – få lejlighed til at interviewe kunderne om deres oplevelser i butikken.
Andre virksomheder kan have glæde af at leje taxaen og tilbyde køreture til alverdens typer af mennesker, som så undervejs får et par spørgsmål om dette eller hint.
Som regel er en af Hall & Partners’ professionelle analytikere en del af pakken, som også kan omfatte produkt- og smagstests. Og så er taxaen naturligvis samtidig en fin, rullende reklame for analyseinstituttet selv…