Teknik-entreprenøren Caverion, der arbejder med livscyklus-løsninger inden for industri og byggeri, har valgt en noget alternativ kreativ tilgang til profilering i en ellers traditionel branche.
En aktuel kampagne, som kører i 12 lande, tager således udgangspunkt i livet på en aldrende rumstation, hvor den komplicerede teknik konstant bryder sammen.
Gennem en videoføljeton bliver rumstationen metafor for de store bygninger og fabrikker, som Caverion servicerer med avancerede tekniske løsninger. Og det har givet pote:
Lige nu hitter ”Caverion Space Saga” stort på de sociale medier med 723.277 views på YouTube og over 585.000 visninger på Facebook i Danmark med delinger og kommentarer.
Dertil over 100.000 unikke besøgende på det tilknyttede kampagnesite for hele koncernen, og en stigning på 80 procent i unikke besøgende på den danske hjemmeside.
White papers eller Star Trek?
Caverion, med hovedkontor i Finland, designer, installerer og servicerer tekniske løsninger til bygninger og industri, og ideen med ”Caverion Space Saga” er netop at illustrere virksomhedens centrale ydelse: aktiv livscyklusstyring.
– Et begreb som aktiv livscyklusstyring kan være en kompleks størrelse – og en udfordring at profilere sig på. Derfor har vi valgt at illustrere det med et rum-univers, som kan vise den fremtidssikring, der ligger i aktiv livscyklusstyring. Nemlig dét, at en investering i bygningens tekniske infrastruktur, er en investering i fremtiden, siger Roar Andersen, direktør for Business Development i Danmark og Norge.
Grundtanken bag kampagnen er, lyder det fra reklamebureauet bag – finske Bob The Robot – at komplicerede helhedsløsninger er nemmere at forstå, hvis de bliver vist i stedet for beskrevet.
Eller som det hedder om målgruppen i case-filmen, som du kan se under artiklen:
– Målgruppen er beslutningstagere i bl.a. industri og bygningsvedligehold, altså midaldrende, mandlige ingeniører. Og enhver ved jo, at de elsker business cases, tal, fakta og white papers, ikke? Nix. Hvad de i virkeligheden elsker er cool tech, videospil, science fiction, Star Trek, Jedis og laser-kanoner. Med andre ord – underholdning.
Der er lanceret fire videoer i føljetonen, som hver især sætter fokus på en af Caverions fire kerneydelser.
Besøg kampagnesitet her – og se første afsnit samt case-videoen herunder.
Caverion Space Saga – afsnit 1
Case-video