Da Danmarks første astronaut Andreas Mogensen den 2. september sidste år drog ud på en 10 dage lang rumfærd ud til rumstationen ISS havde han to kendte, danske figurer med i bagagen.

Den ene var Kay Bojesens Fanebærer og den anden en Roligan Hoptimist, og hele set up’et var sponsoreret af isenkræmmerkæden Imerco, som med aktiviteten gerne ville sætte fokus på dansk design.

Allerede dengang fortalte Imerco, at de to berejste figurer siden ville blive bortauktioneret til et velgørende formål, og det bliver de så nu: De sælges fra i dag på auktionssitet Lauritz.com med hver sit certifikat, der dokumenterer færden ud i det ydre rum.

Auktionen blev skudt i gang her til morgen, den afsluttes mandag den 7. november henholdsvis kl. 20.00 og 20.15, og værdi, de to rumrejsende designikoner indbringer, har Imerco valgt at donere til tre forskellige velgørende organisationer: Børnecancerfonden, Dyrenes Beskyttelse og Børns Vilkår.

Kunderne bestemmer

Imercos adm. direktør Frederik Brønnum forklarer hvorfor kæden valgte at gå med på rum-sponsoratet:

– Hos Imerco har vi haft appetit på livet siden 1928. At føre appetit på livet og design helt ud i rummet sammen med Danmarks første astronaut er en stor ære. Vores formål med dette sponsorat har hele tiden været at fortælle, hvilken fantastisk design-arv Danmark har. Hvis vi samtidigt kan gøre en lille forskel takket være vores rumfærd, er vores mission lykkedes, siger han.

Det er i øvrigt Imercos kunder, der suverænt bestemmer, hvordan beløbet fra auktionen skal fordeles mellem de tre organisationer. Det sker via en afstemning på kædens Facebook-side.

Det beløb, som auktionen indbringer, fordeles forholdsvis efter det antal stemmer, hver enkelt organisation får.

 Auktionen er startet på Lauritz i dag fredag den 28. oktober, og den afsluttes mandag den 7. november henholdsvis kl. 20.00 og 20.15.

Og hvis nogen skulle tvivle på ægtheden af figurernes rumrejse, så se med på DR’s klip fra rumstationen ISS herunder, hvor Roligan Hoptimisten får sig en vægtløs oplevelse sammen med Andreas Mogensen.