Hos Quilts of Denmark har man i 11 år produceret dyner og de senere år også været en del af Støt Brysterne-kampagnen.
– Vi har gennem flere år bidraget til Støt Brysterne. Vi ønsker at medvirke til at gøre rammerne bedre for kræftramte kvinder og samtidig støtte forskning og behandling af brystkræft, siger Søren Løgstrup, adm. direktør hos Quilts of Denmark.
I år har den danske dyneproducent doneret såvel dyner som puder til en auktion, som kører på lauritz.com fra 19. til 29. oktober og afsluttes i forbindelse med TV3’s velgørenhedsshow til fordel for Støt Brysterne.
Dynerne på auktionen bærer Temprakon-mærket, som også er kendt som astronautdyner.
De er nemlig inspireret af NASA’s rumdragter og regulerer fugt og temperatur, mens man sover. Der ”er tale om avanceret rumdragtsteknologi pakket ind i bløde dun”, lyder det.
– Vi har lige siden, vi producerede vores første dyne, haft den gode sunde søvn for øje. Al forskning viser, at søvn har afgørende indflydelse på vores trivsel og helbred. Derfor er kampagnen for Støt Brysterne også helt i tråd med de værdier, vi arbejder efter, siger Søren Løgstrup.
Han lover samtidig, at dem, der vælger at skyde penge efter dynerne og puderne på auktionen, har nogle helt særlige nætter i vente.
– Fra vores lejr er det bare at sige, god nat og sov godt til dem, der støtter brysterne, slutter Søren Løgstrup.