Køkkenfirmaet Invita og bureaupartneren Nørgård Mikkelsen sætter igen en ny og spændende kurs på et stærkt og mangeårigt parløb.
Med lanceringen af et nyt univers med temaet ”Godt tænkt” fokuserer Invita nu mere på at sætte rationelle argumenter som kvalitet, løsninger og detaljer i centrum. Det handler om godt tænkte løsninger.
Tidligere var fokus mere emotionelt – på kunderne og det personlige køkken – som mange vil kunne huske fra eksempelvis kampagnen ”Det er ikke et Invita. Det er et Lars og Rikke køkken.”
Ifølge kontaktdirektør hos Nørgård Mikkelsen, Bodil Ibsen, er skiftet et meget bevidst, strategisk valg for at komme med tidligere i kundernes indledende overvejelser i købsprocessen.
Det rationelle
Fordi det i første omgang handler om rationelle argumenter: Pris og kvalitet.
– Vi har sammen med Invita arbejdet meget med customer journey og afdækket, hvad kunderne ligger vægt på i de forskellige trin i købsprocessen. Det handler meget om pris, kvalitet og funktionalitet, siger Bodil Ibsen.
– Derfor er løftet til kunderne i det nye univers, at med Invita får du et velindrettet og gennemtænkt dansk kvalitetskøkken, som gør hverdagen lettere og weekenden sjovere. Vi synes selv, at strategien bag er virkeligt godt tænkt, fortsætter hun.
TV-kampagnen bliver underbygget med online cases og magasiner baseret på kundernes konkrete løsninger.
– Invita er det gennemtænkte køkken. Vi gør meget ud af at designe vores løsninger i modsætning til standard og gør-det-selv køkkener. ”Godt tænkt” beskriver kernen i Invita-brandet, det er enkelt og let at arbejde med for vores konsulenter i butikkerne, siger Helle Fyllgraf, marketingdirektør i Invita.
– Det har også været en vigtig parameter for os, da platformen jo kun får succes, hvis vi efterlever det i butikkerne og over for kunderne, fortsætter marketingdirektøren.
Besøg fra rummet
TV-kampagnen spiller samtidig på, at man engang imellem har brug for friske øjne udefra for at se alt det gode, man i virkeligheden har.
De friske øjne kommer her helt udefra, et lille rumvæsen, som lander i forskellige Invita-køkkener og begejstres over de mange godt tænkte detaljer og løsninger.
– Det handler om at gøre noget usædvanligt, så vi skaber mere impact og opmærksomhed på de forskellige platforme, og her får vi altså hjælp fra rummet, siger Bodil Ibsen.
Rumvæsenet er udviklet over seks måneder i samarbejde med instruktør Peder Pedersen. Grading og look er lavet hos Gimmick, og Mettelise Film har været produktionsselskab. Optagelserne er lavet i Vejle, hvor køkkenerne står.
Filmen sendes ud via TV2 og Discovery-kanalerne. Se filmen her.