Mens hele Storbritannien – og en forbløffende stor del af resten af verden – lige nu svælger i det kommende britiske prinsebryllup, så har det ”frække” flyselskab Ryanair i vanlig stil valgt at bruge det unge par i en reklame.
De skal da rejse på bryllupsrejse med Ryanair, skal de – og spare på pundene.
Reaktionen fra det britiske kongehus på annoncen, som har været bragt i The Guardian og The Independent, har indtil videre været ophøjet, royal tavshed. Det skriver marketingweek.co.uk.
Det er ikke første gang Ryanair har fat i de kendte og kongelige i sine reklamer.
Tidligere er det gået ud over blandt andre Zimbabwes præsident Robert Mugabe, Paven, Winston Churchill, den spanske regeringschef José Luis Rodriguez Zapatero, Polens tidligere præsident Jaroslaw Kaczynski, Sveriges Göran Persson, det spanske kongepar – og ikke mindst den franske præsident Nicolas Sarkozy og hans viv, sanger, skuespiller og fotomodel Carla Bruni.
I sidstnævnte tilfælde måtte det irske luftfartsselskab op med en officiel undskyldning og en erstatning på 60.001 euro.