Værtshusholdere på Vejle-egnen truer med et erstatningskrav mod staten, hvis Folketinget vedtager regeringens omstridte rygeforbud.
Rygeforbuddet vil gøre mange små værtshuse usælgelige, og det bør de have erstatning for, siger en talsmand for 11 vejlensiske værtshusholdere, Johnny Larsen Beck, til Radio VLR Vejle.
Små værtshuse vil blandt andet være svære at opdele i ryger og ikke-rygerafdelinger, ligesom mange værtshuse har inkarnerede rygere som stamkunder.
De vejlensiske værtshusholdere har tilslutning fra kolleger fra Horsens, Hedensted og Børkop, og de overvejer alle at troppe op som deputation i Folketingets sundhedsudvalg under den kommende lovbehandling.
/ritzau/