Kampagnen, der skal nedbringe andelen af børn og unge, der hver dag ryger en halv eller en hel pakke cigaretter, er gået i stå.
Med en række indgreb som rygeforbud i skolerne, advarsler på tobakspakkerne og forbud mod salg af tobak til unge under 16 år lykkedes det ellers at skabe et fald i antallet af unge rygere frem til 2006, hvor kampagnen tabte pusten.
Kræftens Bekæmpelse afleverede i begyndelsen af 2008 en ny plan til regeringen og Folketinget med 11 forslag, som skulle halvere antallet af unge rygere.
– Vi kom med 11 bud til politikerne, men kun et af dem er blevet fulgt, og det var det, hvor der var mindst dokumentation for virkningen, siger Per Kim Nielsen, der er projektchef for børn, unge og rygning i Kræftens Bekæmpelse.
Sundhedsminister Bertel Haarder (V) har netop i et svar til Folketingets sundhedsudvalg oplyst, at der kun er én medarbejder i Sundhedsstyrelsen, som har forebyggelse af rygning som sin primære arbejdsopgave. To andre medarbejdere arbejder også med forebyggelse af rygning, men ”de er p.t. på barselsorlov”, oplyser sundhedsministeren.
S og SF har bebudet, at de, hvis de får magten, vil forhøje prisen på en pakke cigaretter til 43 kr.
Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, mener, at kampagnen for at begrænse rygning har været massiv.
– Jeg tror ikke, der er ret mange mennesker, der ikke ved, at det er usundt at ryge. Men det er den enkeltes eget valg. Det, vi har gjort, er at sætte begrænsninger, så man skal være 18 år, før man kan købe tobak, siger Birgitte Josefsen.