Lego er i færd med at samle sit internationale reklamebudget på meget færre bureauer end nu. Således lyder i hvert fald rygterne. Men det får foreløbig stå som rygter, for Lego vil hverken be- eller afkræfte dem.
– Af respekt for vores samarbejdspartnere, kommenterer vi aldrig den slags rygter. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi selvfølgelig altid arbejder med, hvordan vi kan optimere vores kommunikation samt optimere samarbejdet med vores partnere, siger Frank Banke Troelsen, der er Senior Director for Global Brand Strategy.
Rygterne skal findes i den internationale reklamebranche – ikke i den danske, og det kan tyde på, at bureau-overvejelserne foregår i udlandet – hvis altså rygterne taler sandt. Der er næppe tvivl om, at Lego er et så interessant brand og et så stort budget, at det vil få topfolk hos de internationale bureaukæder op af stolene.
Det engelske fagblad Campaign omtalte i slutningen af juli, at Lego havde sat et 60 mio. Pund stort reklamebudget “under creative review“. Kilder peger over for Markedsføring på, at Lego faktisk nu er nået så langt som til at indsnævre sonderinger hos en række bureauer til en konkurrence mellem en lille kreds af bureauer. Budgettet på 60 mio. pund er dog usikkert. Markedsføring er f.eks. blevet præsenteret for rygter om, at der er tale om det globale budget, og at det er meget større – samt at hensigten er at samle det hele på et eller to bureauer.
At dømme på rygterne synes der ikke tvivl om, at der foregår noget hos Lego. Dog må de nærmere detaljer om budgetstørrelse og antallet af bureauer karakteriseres som usikre.
Lego samarbejder i dag med en lang række bureauer rundt om i verden. Samtidig arbejder Lego med en vision om at være blandt verdens Top 5 brands blandt børn i 2005, og en samling af det store reklamebudget kan således ses som et logisk skridt i forhold til at styre kommunikationen i forhold til dette mål.