Japans største producent af lægemidler, Takeda Pharmaceutical Co, er i forhandlinger om at overtage den schweiziske konkurrent Nycomed. Det oplyser unavngivne kilder til nyhedsbureauet Bloomberg. Overtagelsen vil ifølge rygterne løbe op i 14,2 milliarder dollar eller knap 74 milliarder kroner.
Forhandlingerne er på et fremskredet stadie, og overtagelsen vil måske blive offentliggjort allerede næste uge, ifølge Bloombergs kilder.
Selskaberne selv vil vanen tro overhovedet ikke sige hverken buh eller bæh til rygterne. Umiddelbart giver rygtet god mening. Andre japanske medicinalfirmaer som Daiichi Sankyo og Astellas Pharma har aktivt jagtet opkøbsemner for at sikre fremtidig vækst i salg og indtjening.
/ritzau/Bloomberg