Rynkeby er dem med deklarationen på forsiden, kendt af enhver familie for mere frugt end ugennemskuelige E-numre. Rynkeby har haft stor succes med tv-spottet om “16 søde appelsiner“, og vil også fremover satse på tv-mediet. Det nye er en coporate identity, hvor abe og melodi skal prente sig ind i enhver families hukommelse. Samtidig har Rynkeby s produkter fået nyt design, hvor der bl.a. er close-up på frugterne uden på kartonerne, og logoet er også blevet mere nutidigt.

Nørgård Mikkelsen, der står bag den nye linje fra Rynkeby, måtte helt til Hollywood for at opstøve en egnet orangutang. Valget faldt på Louis, der allerede er lidt af et navn i film-byen, hvor han har haft flere roller i både kendte og ukendte film.

– Vi skulle finde en “talsmand“, som alle produkterne kunne være fælles om. Valget faldt på en chimpanse, fordi Rynkeby s produkter består af det bedste fra naturen, altså masser af frugt, og chimpanser spiser frugt, smiler direktør Poul Jørgen Vestergaard fra Nørgård Mikkelsen, der samtidig erkender at brugen af dyr i reklamefilm også skaber en naturlig sympati.

– Ja, brugen af dyr og børn i reklame skaber både sympati og interesse, men i vores tilfælde er der også en naturlig tilknytning mellem frugt og dyr, påpeger han.



MED På BEATET

Baggrunden for den nye stil fra Rynkeby ligger, ifølge marketingchef Stig Mose Henriksen, i, at Rynkeby ønsker at være med på beatet.

– Vi har gjort vores forarbejde, og har gennemtestet navnet og kerneværdierne gennem fokusgruppe interviews. Resultat har været meget positivt. Rynkeby har en høj stjerne hos familien Danmark, og er kendt for masser af frugt i produkterne, vitaminer og det faktum at Rynkeby ligger på Fyn.

På trods af den allerede iøjnefaldende succes, har Rynkeby alligevel ønsket at twiste mærket lidt op og at skabe mere velsmag og personlighed omkring produkterne.

– Da vi ikke har budget til at tæppebombe markedet, har vi været nødt til at skabe noget der kan skille os ud. Vi har før brugt Henning Jensen som talsmand for Morgen mild Morgenjuice, hvilket vi havde stort held med. Det har bl.a. fortalt os, at fremtiden for os ligger i en personificering af produkterne, konstaterer Stig Mose Henriksen.



ORANGUTANGER KAN IKKE TALE

Og det er her Louis alias Rynke kommer ind i billedet. Han vil på sin egen naturlige måde spille sig igennem de næste mange tiltag fra Rynkeby.

– Vi har med brugen af Rynke lagt vægt på at han skal fremstilles så naturligt som muligt, ligesom det er tilfældet med vores produkter, fortæller Stig Mose Henriksen og tilføjer, at man kommer ikke til at opleve Rynke tale, for orangutanger taler ikke! Ligesom han heller ikke er klædt ud, eller i det hele taget foretager sig noget, der er unaturligt for orangutanger.

Rynke vil i reklamefilmene blive akkompagneret af toner fra Big Fat Snake. Rynkeby har købt rettighederne til musikstykket, hvor teksten bliver ændret alt efter hvilket produkt der bliver reklameret for.

– Ideen er at kombinationen af Rynke, musikstykket og næroptagelser af frugt skal prente sig ind i folks hukommelse. Vi har valgt kun at satse på tv, da det er et meget stærkt medie, samtidig er en orangutang også kun sjov og interessant live, udtaler Poul Jørgen Vestergaard.

Reklamefilmene der lægger ud med tre tv-spot for blandet saft i uge 19, bliver fulgt op af tv-spots for morgenjuice i uge 23-25. Kampagnen bliver understøttet af instore aktiviter, hvor man bl.a. kan blive den heldige vinder af en stor Rynke orangutang-bamse.