Normalt tænker man på reklameaben Rynke, når det handler om Rynkeby og video-hits, men det gælder ikke i denne omgang.
Det drejer sig derimod om YouTube-videoen ”En tur for livet”, der er blevet lidt af et viralt hit for Rynkeby med mere end en million visninger.
Videoen omhandler Team Rynkeby, som hvert år samler godt 1.200 cykelryttere og hjælpere fra fem forskellige lande til en cykeltur fra Ringe på Fyn til Paris for at samle penge ind til kræftramte børn gennem Børnecancerfonden.
– Med filmen ønsker vi at fortælle historien bag cykelturen, som oftest fylder mest. Vi vil gerne forklare hvad formålet med cykelholdet er. Altså ud over at tilbagelægge de 1.200 km. fra Ringe til Paris hver sommer, forklarer Rynkebys adm. direktør Jørgen Dirksen.
Lige siden Team Rynkeby blev etableret i 2002 er pengene gået til Børnecancerfonden og fondens søsterorganisationer i Sverige, Norge og Finland.
Medarbejderne bestemte
Det var et CSR-tiltag, medarbejderne i sin tid valgte, og det har man hos Rynkeby valgt at fortsætte med, også efter Team Rynkeby sidste år overgik til at blive en selvstændig fond.
– Kræft er en alvorlig sag – og særligt børnecancer, som man i dag ikke kender årsagen til. Det er vigtigt for os at vise, at man med lige dele viljestyrke, team-spirit og selvfølgelig en god portion kilometer i benene kan gøre en mærkbar og målbar forskel for en masse børn, siger han.
Han fortæller, at Rynkeby med videoen zoomer vi helt ind på konsekvenserne og det heldigvis positive udkomme en kræftramt familie har måttet gennemleve.
– Det er den fortælling, der gør, at vi kan samle og engagere over tusinde cykelryttere og hjælpere fra seks forskellige lande, som bruger et helt år på at træne og indsamle penge under Team Rynkebys logo.
Videoen er produceret af Sportsfilm ved Asger Jørgensen, og MSLGroup er Rynkebys samarbejdspartner på kommunikationsdelen.
Har du endnu ikke set videoen, kan du se den her.