Den fynske juice- og saftproducent Rynkeby har valgt MSLGROUP Danmark som ny samarbejdspartner.
Opgaven lyder at styrke markedspositionen og skabe fornyet kendskab til reklameaben Rynke, nye produkter og Rynkeby generelt.
– Vi har klare ambitioner om at styrke vores position og synlighed på det danske marked. Efter at have kørt et prøveforløb på vores samarbejde i forbindelse med relanceringen af Rynke, var det naturligt for os at forlænge aftalen og indgå en fast samarbejdsaftale med MSLGROUP, lyder det fra Jørn Falk, nordisk marketingdirektør hos Rynkeby, i en pressemeddelelse.
Samarbejdet dækker både produkt-PR og kampagner, samt generel corporate kommunikation. MSLGROUP’s opgave lyder på at skabe en kommunikationsplatform, der samler fortællingen omkring virksomheden Rynkeby, produkterne, og ansvarlighedsinitiativerne, hvor Team Rynkeby er mest kendt.
– Vi skal ganske enkelt genkendes og huskes af de danske forbrugere, både når det kommer til juice, nektar og saft, men også i høj grad for vores sundheds-og ansvarlighedsprojekter, hvor vi i høj grad har fokus på økologi og CSR-initiativer – herunder Team Rynkeby, siger Jørn Falk.
En drømmekunde
Hos MSLGROUP er der naturligt nok glæde over det nye samarbejde.
– Rynkeby er en drømmekunde: de fleste af os kender produkterne fra morgenbordet, der er tale om en nordisk markedsleder med en stærk lokal forankring, med klare ambitioner for forretningen og visioner for markedet generelt. De historier glæder vi os til at hjælpe med at fortælle, siger manager i MSLGROUP, Marie Honoré.
– Vi kommer til at arbejde med alt fra produktlanceringer til samfundshistorier og samfundsengagement på tværs af traditionelle og digitale kanaler. Så vi kommer til at bruge alle de værktøjer, vi har i huset, fortsætter hun.
Også hos Rynkeby ser man frem til det nye samarbejde og løfter sløret for kommende, spændende nyheder:
– Vi har en masse spændende, nye lanceringer i ærmet, som vi glæder os til at lave en masse PR på, og her tror vi, valget af MSLGROUP som partner er ramt helt perfekt. Vi ser i den grad frem til samarbejdet, siger Jørn Falk afslutningsvis.
Det nye samarbejde betyder samtidig et farvel til samarbejdspartneren gennem otte år, Mannov.