1. januar kan de danskere, der er trætte af skihop, i stedet vælge at tænde for en omgang politisk web-tv.
Socialdemokraterne lancer nemlig en ny tv-kanal på nettet. Inspireret af blandt andet den amerikanske præsidentvalgkamp.
– Politiske partier i Danmark har indtil videre produceret web-tv med ”Talking heads”, og på den måde har der været en tendens til bare at sætte strøm til de budskaber, der bliver udsendt parallelt til pressen og igennem den sædvanlige mediemølle – det vil vi ændre på, siger partisekretær Lars Midtiby fra Socialdemokraterne og fortsætter:
– Vi lægger op til en mere ambitiøs anvendelse af vores net, i første omgang med en professionel web-tv redaktion og med langt bredere fokus. Man kunne for eksempel sagtens forestille sig, at fremtidens pressemøder fra Socialdemokraterne bliver livestreamet med mulighed for, at interesserede kan sende deres spørgsmål på lige fod med de deltagende journalister.
Det er virksomheden Arkena, som også står bag blandt andet jyskebank.tv, der har leveret den tekniske løsning.
– Alt for mange virksomheder og organisationer har brændt fingrene på tunge brandingløsninger, hvor alle resurserne er brugt på formen, og alt for lidt på den bagved liggende struktur og på at producere kontinuerligt indhold, siger direktør Mads Kaysen, Arkena.
Socialdemokraterne vil altså erstatte ”traditionelle” politiske kampagnefilm med brugerinteraktion og nyheder formidlet fra en selvstændig tv-redaktion.
– Bruger man web-tv rigtigt og accepterer en præmis om, at brugerne ikke kun vil se på, men også vil inddrages i spændende og godt indhold, ligger der en unik mulighed for Socialdemokraterne til at involvere folk med lyst til at være aktive i partiet, Mads Kaysen.