“Regeringen har gjort det dyrere at være dansker”.

Sådan har det utallige gange lydt fra Lars Løkke Rasmussen (V), siden S-SF-R-regeringen forhandlede en finanslov hjem med Enhedslisten i efteråret.

Helt nøjagtigt påstår Lars Løkke Rasmussen, at regeringen koster en typisk LO-familie 3.400 kroner om året i øgede skatter og afgifter.

Men nu viser beregninger fra Skatteministeriet, at LO-familien faktisk har fået næsten samme beløb til rådighed, nemlig 3.340 kroner, hvis man medregner skattelettelserne fra regeringens skattereformudspil.

Det får nu Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, til at anklage Lars Løkke Rasmussen for at bruge en “papegøjeteknik”, hvor han har gentaget sit skræmmebillede igen og igen.

– Men nu har vi det sort på hvidt, at der ikke er belæg for det, Lars Løkke går rundt og siger. Vi sørger for, at en almindelig LO-familie får flere penge mellem hænderne samtidig med, at den får bedre offentlig service, siger Thomas Jensen til Ritzau og tilføjer:

– Derfor forventer jeg nu, at Løkke med det samme stopper sin falske kampagne om, at almindelige lønmodtagere taber penge på regeringens politik. For det passer simpelthen ikke.

 

Epn.dk/Ritzau