Alkoholreklamer skal forbydes. Det mener SF og Socialdemokraterne på baggrund af, at en række forskere i det seneste nummer af tidsskriftet The Lancet siger, at et reklameforbud vil få folk til at drikke mindre.
Det skriver MetroXpress.
– Hvis stramninger af reglerne kan medføre, at forbrugerne ændrer adfærd til noget sundere, er vi positive over for det, siger Socialdemokraternes forebyggelsesordfører, Flemming Møller Mortensen til gratisavisen.
Et forbud af reklamer for alkohol var også et af forslagene i Forebyggelseskommissionens rapport, der udkom tidligere på året.
Men Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, vil ikke lege med.
– Vi bliver også udsat for udenlandske reklamer fra blade og tv, så det vil være naivt at tro, at man kan lukke af for alkoholreklame via et forbud i Danmark, siger hun.
I øjeblikket er det hovedsageligt Alkoholreklamenævnet, der består af alkoholproducenter forbrugerorganisationer, der holder øje med, at branchens markedsføringstiltag overholder god markedsføringsskik.
Men i følge Forebyggelseskommissionen er sådan selvregulering ikke effektiv.
ac