Medlemmerne af DR’s bestyrelse skal ikke i tide og utide offentligt komme med kritik af og forslag til, hvad der sendes på DR. Bestyrelsen skal udelukkende koncentrere sig om at give mod- og medspil til direktionens overordnede arbejde.
Det mener Socialdemokraternes kultur- og medieordfører, Mogens Jensen.
– Det skal være slut med at for eksempel DR’s næstformand Ole Hyltoft (udpeget af Dansk Folkeparti, red.) leger programredaktør, siger Mogens Jensen og tilføjer:
– DR-bestyrelsens arbejde foregår i og ikke uden for bestyrelseslokalet. Det er sådan, kompetente bestyrelser fungerer i private virksomheder og i øvrigt andre offentlige institutioner.
Til gengæld vil Mogens Jensen have skabt et programforum med repræsentanter fra bl.a. kulturlivet, de politiske partier og almindelige lytter-seer-repræsentanter. Programforummet skal drøfte indhold og kvalitet af DR’s programmer, men ikke have egentlig kompetence i forhold til DR’s programmer.
Forslaget kommer efter en række tilfælde, hvor bestyrelsesmedlemmer – ikke mindst Ole Hyltoft – offentligt har kritiseret forskellige DR-programmer. Ole Hyltoft har dog ingen planer om at stikke piben ind – heller ikke offentligt, forsikrer han.
– Ved du hvad, jeg har skrevet om DR og pressen, siden jeg var 20 år, og det agter jeg at fortsætte med. Det her er et forsøg på at tage min ytringsfrihed fra mig, og det skal ikke lykkes Mogens Jensen, siger Ole Hyltoft til Ritzau og tilføjer:
– Jeg synes, at Mogens Jensen i stedet for at blive rystet, hver gang jeg udtaler mig, hellere skulle være optaget af de overgreb mod menneskerettighederne, der bliver udført i islams navn. Herunder hængning af homoseksuelle og stening af 13-års piger.
/ritzau/