Historien om Dansk Reklame Films tre trompetpiger går så langt tilbage som til 1957, hvor de første gang var at finde på det store lærred.
I Danmark er det at se reklamer en væsentlig del af biografoplevelsen.
Derfor har WeLovePeople sammen med Einstein Film, som bl.a. står bag animationsfilmen Ronal Barbaren, udviklet et nyt koncept for Dansk Reklame Film, som skal skabe nyt liv i reklameblokken
– Vi har skabt et format, eller en scene, som pakker reklameblokken pænt ind og gjort Dansk Reklame Films logo levende ved at vække trompetpigerne til live, siger adm. direktør Pernille Simmelkiær fra WeLovePeople, som har haft det konceptuelle ansvar for udviklingen af de nye animerede spot, som består af tre dele.
En intro, en breaker og en outro til at runde fortællingen af om trompetpigens vej til stjernerne.
Trompetpigerne har siden 1957 eksisteret i forskellige afskygninger, og det gælder også på lydsiden. Marketingchef Lisbeth Sahl Jensen fortæller: “Selvom trompetfanfaren reelt ikke har været en del af identiteten i biografen i 10 år, er der alligevel mange, der forbinder det med biografreklamer, når de hører fanfaren”.
I 1985 hvor Dansk Biograf Reklame og Gutenberghus Reklame Film fusionerede og blev til Dansk Reklame Film forsvandt de tre trompetpiger fra reklameblokken for en periode. I midten af halvfemserne vendte de tilbage.
– De tre trompetpiger ville ikke slippe os, og vi ville ikke slippe dem, så i midten af halvfemserne kom de tilbage, men ikke som en del af vores logo. Det skete først for otte år siden, siger Lisbeth Sahl Jensen og fortsætter:
– Det, at vi nu bringer trompetfanfaren tilbage på det store lærred, sker som en del af en konstant rejse mod at revitalisere biografmediet. Sidste år introducerede vi et nyt logo og i år er turen kommet til det visuelle udtryk i reklameblokken.
– Det har været med ærefrygt at skulle vække trompetpigerne til live, i en animeret form, og nytænke hele universet for biografreklame netop med levende karakterer, fortæller historien om koblingen mellem trompetpigerne og logoet, siger Trine Heidegaard fra Einstein Film
I forlængelse af det nye reklamespot skaber Dansk Reklame Film desuden et nyt format, hvor brands får mulighed for at interagere i en form for co-branding med Dansk Reklame Film.
Det vil med andre ord sige, at annoncørerne integreres i et spot, som er en del af Dansk Reklame Films egen branding for biografreklame.
Første eksempel på biograflærredet bliver et spot, hvor en Haribo vingummibamse tager sig en svingom med Dansk Reklame Films trompetpige.
– Det er vigtigt for os, at værne om den gode reklamefilm og de gode historier, der fortjener at blive vist i biografen. Samtidig er vi de stolte indehavere af et af Danmarks stærkeste lydlogoer og det er vigtigt for os at bringe tilbage i biografen og dermed styrke magien i biografmediet, slutter Lisbeth Sahl Jensen.
Første gang de nye spot kan ses i biograferne er 29. marts 2012.