Inden året er omme, vil skatteoplysninger for tusindvis af virksomheder ligge frit tilgængelige på Skats hjemmeside, så enhver ved selvsyn kan konstatere, hvad eksempelvis Bestseller, Jysk eller IKEA betaler i skat til den danske stat. Det er konsekvensen af en lov, som regeringen og dens støtteparti, Enhedslisten, i onsdags vedtog i Folketinget. Bag loven står skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), som forventer, at de mange skatteoplysninger vil være frit tilgængelige i slutningen af året.

– Fremover offentliggør vi, hvor meget eller lidt navngivne virksomheder skal betale i skat. Listen kommer til at bestå af tallene for de beregnede skattebetalinger i 2011 og bliver lagt på skat.dk i slutningen af 2012. Det giver åbenhed for alle, siger Thor Möger Pedersen.

Business.dk