– Nordens største YouTube-netværk starter i Danmark.

Sådan lyder det fredag i en pressemeddelelse fra Splay Danmark, som fortæller, at netværket allerede er etableret i Sverige og Finland, og at man i Danmark har samlet ”flere af Danmarks største og mest indflydelsesrige YouTube- stjerner såsom Kristine Sloth, Julia Sofia, Eiqu Miller, Novopleco, StupidAagaards og mange flere.”

En spændende nyskabelse på det danske marked, som nok kunne interessere et par virksomheder og brands. Splay fortæller videre:

– Totalt har Splay over 6,7 millioner følgere og 50 millioner videovisninger om måneden, hvilket gør Splay til den største aktør indenfor online-tv i Norden. Gennem Splay tilbydes annoncørerne nye muligheder for at blive synliggjort på indhold af høj kvalitet på YouTube: Fra produktplacering, sponsorater og annoncering til hele programserier med varemærker som afsender.

Men noget tyder på, at Splay ikke får lov at være helt alene på det danske marked, for netop i dag har også et andet netværk – et dansk et af slagsen – meldt sig på banen.

– Nu lanceres Danmarks første internet medievirksomhed, lyder det således i en meddelelse fra MAZE, som netværket kalder sig.

– Det handler om fremtidens online underholdning, om talentudvikling og om branding for danske virksomheder der vil lege med de sociale medier. I andre vestlige lande har internetbaserede medievirksomheder, kaldet ”multi channel networks”, de sidste par år vendt op og ned på mediebranchen og det kommer også til at ske i Danmark.

Efter intens rekruttering hen over sommeren, oplyser MAZE, at man har ”signet med de 30 største dansktalende youtubekanaler. Det er over 800.000 abonnenter, 15 millioner visninger hver måned, over 300.000 Facebook likes og 150.000 følgere på Instagram og Twitter.”

Men det står Splay, som er 35 procent ejet af MTG-koncernen (Modern Times Group), ikke tilbage for:

– Splay-netværket består af 200 kanaler, som tilsammen har over 6,7 millioner følgere og 900 millioner videovisninger. Hver måned når Splay 50 millioner videovisninger blandt seere i målgruppen 13-34 år.

Til gengæld kan MAZE byde på en fysisk event i weekenden.

– MAZE fejrer den kommende lancering med det største YouTube meet-up nogensinde på dansk grund. De 30 youtubestjerner mødes lørdag på et hemmeligt sted i København for at planlægge det fremtidige samarbejde og for at optage lanceringsvideo, hedder det i pressemeddelelsen.

Kontakt til de unge

Men uanset om netværkene kalder sig det ene eller det andet, så er de givetvis interessante for de virksomheder og brands, som gerne vil i kontakt med især de eftertragtede unge målgrupper.

– Med Splay kan brands kommunikere direkte med et ungt, trofast og engageret publikum igennem de mest indflydelsesrige og største danske internetkendisser. Gennem cross promotion mellem forskellige kanaler kan vi garantere et stor publikum fra dag 1, siger Vigor Sörman, som er grundlægger og direktør for Splay, som i Sverige og Finland arbejder med brands som McDonald’s, Pepsi, Unilever, Procter & Gamble og Coca-Cola.

– Der er opstået behov for nye metoder til at engagere brugerne med deres favoritmærker og brands. YouTube som medie er ideelt i den henseende og ligesom andre sociale medier, er YouTube, om end ikke blevet voksen, så i hvert fald modnet. Fokus for virksomheder er skiftet fra at man gerne bare vil ’gå viralt’ til, at man ønsker at have et meningsfyldt engagement med en bestemt målgruppe, lyder det fra MAZE, som også meddeler, at man sammen med youtuberne kaster sig ud i produktion af helt nye formater.

– Digital videoproduktion er fundamentalt anderledes end det man kender fra TV. Omkring 80% af seerne på MAZE-kanalerne er mellem 13 og 34 år gamle. Millennium- og generation X bruger digital video i stedet for TV og magasin læsning og det betyder at ægthed, passion og korte formater er i højsædet når MAZE-kanalen i den nærmeste fremtid går live på YouTube, skriver MAZE.

MAZE kan besøges på Facebook her

Splay Danmark er også lige kommet på Facebook.

Se Splay Sveriges kanal her.