Mens Viasat og SBS TV står stærkere end nogensinde, taber især TV 2’s hovedkanal seerandele.
I april måned kom TV 2 igen under 40 procent i share, hvilket kun er anden gang nogensinde. Første gang var måneden før.
Siden nytår har der tegnet sig et tydeligt billede af en seerudvikling, som har været spået i lang tid. Det er lykkedes for SBS TV og Viasat at få hul på TV 2, hvor betegnelsen ”Danmarks største Fællesskab” efterhånden må klinge hult.
Aldrig før har Viasat og SBS TV tilsammen haft en kommerciel seerandel, der har været større end TV 2-hovedkanalens samlede share. Men det skete altså i marts og tendensen fortsatte i april.
Dermed er der slået en stor pæl igennem selvopfattelse på Kvægtorvet. I april lå TV 2’s seerandel på 39,4 procent i målgruppen 15-50, mens konkurrenterne SBS TV havde en seerandel på henholdsvis 16,8 og Viasat på 25,0.
SBS TV har formået at løfte sig i foråret og ikke mindst i april, hvor man oplevede en stigning i seerandel på 13 procent i forhold til samme måned sidste år i målgruppen 15-50.
Kanal 5 havde oplevede alene en stigning på 21 procent i målgruppen 15-50 i forhold til samme måned sidste år. Det blev dermed den bedste april for Kanal 5 nogensinde.
Kanal 5 har i løbet af foråret gået efter positionen som Danmarks tredje største kommercielle tv-kanal og er efter årets første fire måneder kun 0,5 sharepoint fra succes, hvilket er tættere end nogensinde.
Også Viasat løftede sig i april, hvor de lå otte procent højere end året før. Det er første måned, hvor Viasat kan sammenligne deres nye kanal-setup, hvor også TV 3 Puls tæller med.