Den velkendte børnesang ”Langt ude i skoven”, som Elsparefonden og reklamebureauet Advance sidste år fik danskerne til at synge med på, er også det lydmæssige omdrejningspunkt for fondens seneste reklamefilm.
Denne gang er det dog ikke Advance, men Public Communications, der står bag filmen, og det vanlige streg-animerede univers er skiftet ud med en meget levende og pixeleret tv-skærm, der med pingviner, animerede kraftværker, tv-speakere og smeltet is fortæller danskerne, at det giver god mening både for miljø og pengepung at spare på strømmen.
Filmen har netop været til eksamen hos Markedsføring og The Nielsen Company, og Karakterbogen ser flot ud med hele tre 10-taller.
Det er blandt andet filmens evne til at kommunikere, der belønnes med høje karakterer.
De tre budskaber, som Elsparefonden selv har formuleret som de vigtigste at få ud til seerne med filmen, brager simpelthen sammen med det pixelerede smeltevand ”helt ind i stuen”, som det lyder i sangen.
Og det i en sådan grad at filmen på dette punkt indtager en smuk andenplads på målepunktet ”Prompted Communication” – kun overgået af Ikeas Sunny Beach-film, som vi tidligere har testet i Markedsføring.
Ny rekord
Helt op i den allerøverste del af skalaen kommer filmen på målepunktet ”Personal Relevance” – altså om seerne finder, at reklamefilmen er relevant for dem.
Det er der 55 procent, der gør, og det er ikke bare rekord i Karakterbogen Onlines historie, det er suveræn rekord på dette målepunkt. Den hidtidige rekord havde filmen for Dyrenes Beskyttelse med 43 procent.
Og det er da også et af de måleresultater, Elsparefonden kommunikationschef Christian Lüders er allermest tilfreds med.
– Ja, det er jeg altså rigtig glad for. Det tyder på, at vi ikke bare er lykkedes med at fange opmærksomheden, men også med at få budskaberne ud og fortælle om et produkt, som seerne finder, at de kan bruge til noget i deres hverdag, og som giver mening for dem. Det er meget tilfredsstillende, siger han.
Læs hele historien i Markedsføring 14-2009, der udkommer i denne uge.