Hollywood-stjernen Matt Damon er bl.a. kendt for sin rolle som Jason Bourne i Bourne-trilogien – og sikkert allermest for sin rolle som den unge matematik-begavelse Will Hunting i filmen Good Will Hunting – en præstation, der indbragte ham både en Oscar og en Golden Globe.

Men lige nu er han også aktuel som sig selv – i rollen som medstifter af den velgørende organisation Water.org, der just har sendt en ny kampagne i luften i samarbejde med det belgiske øl-brand Stella Artois.

Kampagnen, der hedder ”Buy a Lady a Drink”, tager udgangspunkt i de mange kvinder i lande som Honduras, Etiopien, Peru og Kenya, der hver dag bruger timer på at traske kilometer efter kilometer for at hente rent vand til familien.

Det er London-bureauet Mother, der har skabt de to kampagnefilm (som du kan se under artiklen) i samarbejde med produktionsselskabet 1stAveMachine og filmselskabet Palma Pictures – og det var Matt Damon selv, der forleden introducerede kampagnen i forbindelse med Sundance Film Festival, som Stella Artois er sponsor for.

Filmene benytter sig af en imponerende såkaldt ”zoetrope”-installation med et tårn af Stella Artois-glas. Når glastårnet drejer, fortæller en stribe tegnede billeder historien om en kvindes lange vandretur efter vand.

Ud over filmene har Stella etableret et kampagnesite, hvor man kan finde flere oplysninger om kampagnen og om den gode sag.

Stella Artois har desuden doneret 1,2 mio. dollar (svarende til omkring 8,2 mio. danske kroner) til Water.org og opfordrer med kampagnen til at forbrugerne bidrager yderligere ved at købe eksemplarer af en serie special-designede Stella-glas.

Kampagnefilm

Matt Damon fortæller