Bilka-varehusene er blevet udstyret med selvbetjenings-tablets, hvor kunderne via en touchscreen kan søge efter produkter.

– Vi er begrænset af kvadratmeter, og derfor er vi nødt til at fokusere på de ting, hvor omsætningshastigheden er høj. Det kan eksempelvis betyde, at vi har et populært sæt havemøbler stående i butikken, men kun i en enkelt farve og en bestemt opstilling af elementer. Med de nye tablets kan kunden søge efter andre farver, størrelser og kombinationsmuligheder, og samtidig kan kunden både røre ved varen og vurdere kvaliteten. Vi kan altså vise, hvad vi har at byde på, og samtidig give kunden flere muligheder. Dermed kombinerer vi det bedste fra den online og den offline verden, forklarer Hannu Vangsgaard, der er E-handelschef i Bilka.

Forventningerne til tablet-løsningen er høje, forklarer Hannu Vangsgaard. Han peger på Amazon som et eksempel på den udvikling, som detailbranchen i stigende grad er nødt til at forholde sig til.

– Amazon er et godt eksempel på, hvad internetbutikker kan. Der kan du vælge mellem tusindvis af kaffemaskiner, hvilket man som offline butik selvfølgelig ikke kan konkurrere med. Det er ikke fysisk muligt; men ved at supplere vores fysiske areal med en ”virtuel hylde”, kan vi give kunderne flere muligheder og samtidig give dem det, de ikke kan få på Amazon – nemlig muligheden for at mærke varen. Det er en tendens, der vokser, og vi kan ikke mindst lære en del af det britiske marked, hvor der er en meget stor del af handlen, der kører på tværs af de fysiske butikker og onlinetjenester, siger Hannu Vangsgaard, som fortæller, at de nye tablets i første omgang er placeret i camping- og møbelafdelingerne.

Stort potentiale?

Løsningen er udarbejdet i samarbejde med bureauet Klean, hvor Chief Commercial Officer Jesper Toft ikke er i tvivl om, at den nye løsning rummer interessante perspektiver for detailhandlen.

– Der har i mange år hersket en frygt for, at online-salg vil udkonkurrere offline-sag, men det viser sig tværtimod, at gode online-løsninger i stedet generer stigende salg ude i butikkerne. Der er med andre ord ingen modsætning, og Bilka har med denne løsning så valgt at gøre integrationen mellem ”de to verdener” endnu bedre, fordi de kombinerer online-valgmulighederne og muligheden for at røre ved den fysiske vare. Vi ser naturligvis et stort potentiale for hele detailbranchen, slutter Jesper Toft.

Systemet er udviklet på bare syv uger i tæt samarbejde mellem Bilka, Dansk Supermarked og Klean, som har leveret interaktionsdesign, frontend-kode, test og projektstyring.