Et sommereventyr. 

Med en sejr på 4-1 over Rusland gik det danske herrelandshold i fodbold mandag videre ved EM i fodbold. 

Og udover de danske fans har landsholdets sponsorer også haft god grund til at juble over sejren.

Det siger ekspert i sportssponsorater, stifter og direktør i SponsorPeople, Thomas Badura. 

– Sejren kan have en høj værdi. Det er meget betydningsfuldt at kunne levere de store resultater i sport. Det giver pondus bag den platform, DBU har – og det øger landsholdets kommercielle værdi markant, siger han. 

Derudover er der ingen tvivl om, at hele fortællingen om landsholdet ved EM står stærkt efter kampen, siger Thomas Badura. Sejren mod Rusland kommer efter et dramatisk gruppespil, som blev kickstartet med Christian Eriksens uhyggelige hjertestop mod Finland, hvor han blev reddet af læger og samaritter på banen i Parken. 

Landsholdsspillernes hyldede reaktion på Christian Eriksens ulykke og dét faktum, at holdet kæmpede sig tilbage på banen efterfølgende, har givet et helt nyt image i offentligheden.

– Lidt barskt og set ud fra et kommercielt perspektiv kan man sige, at det er held i uheld. Historien om Christian Eriksen er omgivet af en enorm høj grad af empati. Landsholdets nærvær og tilstedeværelse har været enorm. Det har givet aktørerne, atleterne og Kasper Hjulmand et andet og mere nuanceret ansigt udadtil, siger Thomas Badura. 

– Det ligger der stærke emotionelle værdier i. Og det er en stor del af det at være sponsor i sport, siger han. 

Værdien er steget med 15-20 procent

Thomas Badura understreger, at det er svært at sætte kroner og øre på, præcis hvor meget herrelandsholdets kommercielle værdi er steget – også fordi det er forskelligt, hvad sponsorerne betaler og hvad aftalerne indeholder. Der er forskel på, hvad Hummel, Stark eller Arbejdernes Landsbanks aftale omfatter.

– Vi ved heller ikke præcis, hvad et sponsorat af holdet er værd i kroner og øre lige nu, når slutrunden ikke er forbi. Der er mange tal – som seertal – vi ikke kender endnu. Der er også alt muligt med printkampagner og salg af trøjer hos en sponsor som Hummel, vi ikke kender. Men over en bred kam er værdien løftet markant, siger han og uddyber: 

– Jeg vurderer, at det sandsynlige return of sponsorship investment er steget med noget, der ligger omkring 15-20 procent i forhold til, hvis de ikke havde vundet kampen mandag. Når vi rådgiver vores kunder, så er vores målsætning, at en sponsorplatform skal give minimum to til tre gange investeringen igen.

I 2016 kunne Finans fortælle, at Carlsberg havde tegnet en sponsoraftale med DBU over fire år i prislejet 20-25 millioner kroner. Ifølge mediet var det Carlsbergs hidtil største sponsorat af herrelandsholdet.

Hummel har tirsdag i en pressemeddelelse skrevet, at de næste har udsolgt af landsholdstrøjer – ifølge marketing manager Morten Lund fra Hummel, har i år slået alle rekorder for solgte landsholdstrøjer, siger han til DR.

Afgørende, hvor langt Danmark kommer

Det er også afgørende for den endelige kommercielle værdi af herrelandsholdet, hvor meget længere Danmark kommer i slutrunden, siger Thomas Badura. Danmark skal spille 1/8-delsfinale mod Wales i Amsterdam lørdag.

Men det er klart, at en semifinale eller en finale vil øge værdien endnu mere. 

– Jo længere, de danske drenge kan gå, og jo mere underholdning, de kan give os, jo mere interessante er de. Der er en klart øget værdi, når de klarer sig godt. Når vi taler om sport og landshold, så er det noget, der fanger og drager nationen, siger han. 

Et godt eksempel på det er, at tilskuertallene som regel stiger markant, når et sportshold går videre ved en slutrunde. 

– Ved håndbold ser vi eksempelvis, at man i de indledende runder kan ligge et sted mellem 1 og 1,5 millioner seere per kamp. Og i mellemrunder eller knockoutkampe kan det stige op til 2 og 2,5 millioner seere. Det vil vi nok også se med herrelandsholdet, når de skal spille mod Wales, siger han. 

En større historie end sport

Mest af alt er historien om Danmark ved EM en historie, der er blevet større end bare sport. Det er svært at sætte en pris på, siger eksperten – men det efterlader et stort aftryk, også kommercielt.

– Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der har været en massiv stigning i eksponeringen af landsholdet. Jeg vil sige på den gode side af 50 procent. Det er meget særlige omstændigheder med et lykkeligt udfald for Christian Eriksen, der har det godt igen, så det ville ikke overraske mig, siger han. 

– Mange tænker på sponsorater som eksponering og hospitality og nogle billetter. Men der er et stort brand med værdier, du køber ind i. Og fordi DBU og herrelandsholdet har stået for så stærke og empatiske værdier, er det ikke længere bare en klassisk sportsplatform. Og det kommer sponsorerne til gode.  

Markedsføring har spurgt DBU, hvad deres sponsorater og kommercielle partnerskaber koster. Dette har DBU ikke ønsket at oplyse.