Nu er posen i den grad blevet rystet i Danmarks Radio. Og det er generaldirektør Kenneth Plummer og bestyrelsesformand Michael Christiansen, der sammen har udtænkt den nye ledelsesstruktur, der betyder en nedlæggelse af 20 pct. af chefstillingerne svarende til 40 chefer. Ikke alle 40 chefer fyres, men nogle omplaceres til produktive opgaver.
– Et antal vil desværre blive fyret. Jeg ved ikke hvor mange i dag. Den kabale tager vi os god tid til, og vi kender først resultatet ved årsskiftet, siger Kenneth Plummer til Mediawatch.
Et er dog sikkert: I stedet for de nedlagte stillinger, oprettes fire nye direktørområder, allerede døbt direktorater, og disse fire nye direktører ansættes inden for den nærmeste måned. Anders Drejer, fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet, mener, at opgøret er en regulær magtkamp i en ledelse, der ikke kunne fungere sammen. Magtkampen er centreret omkring programchef Mette Bock, der nu er gået, og mediechef Lars Grarup, der bliver tilbage. Vinderen kaldes for en person, der helst ser DR drejet i en forretningsmæssig retning.
Jyllands-Posten Erhverv side 10. Børsen side 8.