Det bliver nemmere at finde en ledig bycykel i år. I 1997 vil der nemlig være 2000 bycykler på gaden i København mod blot 1000 i intoduktionsåret 1995 og 1500 sidste år.
Alle de nye Bycykler vil være på gaden i slutningen af marts, og det vil de være indtil juledagene, hvor de bliver hentet ind for at undgå at stå udendørs nytårsaften. I vintermånederne får cyklerne en overhaling i Vestre Fængsel, der står for vedligeholdelse og reparation.

1000 BYCYKLER SOLGT På FORHåND
Ca. halvdelen af cyklerne er tegnet for hele 1997.
Netto og Politiken fortsætter sine 3-årige aftaler som hovedsponsorer med 265 cykler hver. Desuden har ejendomsmæglerfirmaet 2V, HT og DSB Busser tegnet sig for at antal cykler.
Der er tilfredshed hos projektets pionersponsorer:
Direktør i Netto, K.W. Bedsted, fortæller at kæden har været glad for at være med fra starten i et projekt der både har været med til at profilere København og Netto.
– Vi har nået vores mål: At blive endnu mere synlige i gadebilledet, siger han.
Politikens marketingdirektør Jesper Lohmann mener, at københavnerne har taget Bycyklen til sig, og at den udenlandske presseomtale af projektet har oversteget alle forventninger.
ARAS Outdoor, der står for salg af Bycyklerne betragter ikke kunderne som annoncører, men snarere som sponsorer. De markedsfører ikke alene bycyklen på en lav kontaktpris, men på det image og den goodwill sponsorerne får ved at stille noget til rådighed for københavnerne.
Aras Outdoors administrerende direktør Jan Elmelund fortæller til Markedsføring at Bycyklen var et af de projekter der blev mest omtalt i den udenlandske presses dækning af Kulturby ’96.
Han fremhæver også at Bycyklen er det eneste udendørsmedie, der rammer Københavns indre by præcist, og den rammer en kvalitativ målgruppe.

BY-REAUCYKLEN
Men der er stadig 1000 ledige Bycykler i 1997-sæsonen, så nu iværksætter Bycyklen en kampagne rettet mod de 50 største annoncører i Danmark, og en lang række reklamebureauer, for at tegne sponsorkontrakter.
Jan Elmelund fremhæver, at målet med kampagnen er at skaffe et par hovedsponsorer mere. Hovedsponsorkontrakterne indgås for 3 år af gangen, og koster 1 mill. kr. for et sponsorat af 265 cykler.
– Vi vil da gerne have mindre sponsorer, men efter min bedste overbevisning skal man op på ca. 50 Bycykler, før man oplever en effekt, siger han.
Et sponsorat af en enkelt cykel koster mellem 2.000 og 2.500 kr.
Der er ikke burauprovision på bycykler, men i forbindelse med kampagnen får bureauet 5% i provision – udbetalt i bycykler. – Hvis et bureau sælger ideen om f.eks. 100 bycykler til en kunde, får bureauet 5 cykler med bureaulogo på oven i hatten.
Samtidig kåres månedens folde-ud bycykel. Den udvælges blandt indsendte forslag til et bycykel-design, der er præsenteret for en kunde.
– Ideen behøver altså ikke være “on air“ i Københavns gader. Et kundeshow er nok for at vinde en bycykel-statuette til præmiehylden, fortæller Jan Elmelund.
J. Walter Thompson er bureau og sponsor for bycykelkampagnen.