Med i første omgang 120 cykler på gaderne bliver Washington DC den første amerikanske by, der tilbyder borgerne at låne, eller rettere leje, by-cykler.
Flere europæiske hovedstæder, herunder Paris, Barcelona og København, har i flere år kendt til by-cykler, men nu breder fænomenet sig altså også til USA. Det fortæller adage.com.
Initativet blev lanceret i sidste uge under navnet SmartBike DC, og det er sat i værk af Washingtons bystyre i samarbejde med Clear Channel Outdoor.
Et årligt abonnement koster 40 dollar, omkring 200 kroner, og man skal være over 18 år for at få lov at trampe i by-cykel-pedalerne.
Den amerikanske løsning er imidlertid endnu ikke helt så avanceret som den, man har taget i brug i de franske byer Marseille og Toulouse – i hvert fald ikke rent reklamemæssigt.
Her har byerne i samarbejde med outdoor-specialisten JCDecaux lavet en ordning, hvor der kan annonceres på hele cyklens overflade, ligesom man kan modtage lokale reklamer og by-guider via sin mobils bluetooth-funktion, når man har registreret sin cykel via mobilen.
Clear Channel Communications Inc. er repræsenteret i 66 lande og er en af verdens største udbydere af kommerciel radio, outdoor og entertainment. Desuden ejer selskabet 37 tv-selskaber.
sit