Kvindebladet Femina skal relanceres, og det udmønter sig dels i ”et af de større skridt ind i fremtiden set med de journalistiske briller” – dels en ny kampagne.

Relanceringen skal udover at fastholde de nuværende læsere også rekruttere nye, hedder det i en pressemeddelelse.

Om opgaven oplyser chefredaktør, Isabella Hindkjær, at man gerne vil skabe et nyt image for bladet:

– Kvindeliv er ofte langt mere nuanceret og komplekst, end det afspejles rundt omkring i vores samfund. Det vil vi rigtigt gerne lave om på og har derfor siden foråret 2020 været i gang med en redaktionel revitalisering, siger hun. 

Med det nye Femina vil man vise mange flere sider af kvindelivet ”og journalistisk bakke op om mangfoldigheden, som vi synes, fortjener en langt større plads.”

– Ligesom vi i højere grad vil dække aspekter af kvindelivet, som ikke får tilstrækkelig opmærksomhed i samfundsdebatten som samtykkelovgivning og forhold for gravide og fødende, siger Isabella Hindkjær. 

Valgte nyt bureau til opgaven

Selve kommunikationen af relanceringen valgte Femina at lægge ud i en konkurrence mellem tre bureauer, og ifølge Tobias Hoff, Head of Marketing, Aller Media, kiggede man på flere forskellige aspekter:

– Det var essentielt at finde en bureaupartner, der virkelig forstod sjælen i det nye Femina og kunne formidle den over for vores målgrupper med hjerte og hjerne. Hvor dyb var deres kulturelle indsigt? Hvor kreative var de? Kom de med noget, som brød igennem støjen?, siger han.

Og det blev NORD DDB, der løb med opgaven, som man ifølge bureauets CEO, Annette Piilgaard, har angrebet på en lidt anderledes måde: 

–  Vi gjorde det, at vi satte et hold med overvægt af kvinder – både i forhold til kulturelle indsigter, strategiarbejde og kreativt. Og det mener jeg klart har givet pote – ikke mindst fordi Femina virkelig har haft modet til at gøre noget anderledes.

Kampagnen vil kunne ses TV, OOH og digitale medier. 

Se den nye TV-reklame her – efterfulgt af video med Feminas chefredaktør, Isabella Hindkjær, fortæller om det nye Femina. 

Ny reklamefilm fra Femina.
Video med Feminas chefredaktør, Isabella Hindkjær.