Forskere fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Digital Urban Living, Aarhus Universitet, udviklede sidste år e-magasinet refleXx.dk for at eksperimentere med journalistisk indhold til Apples iPad − og ikke mindst at få viden om, hvordan brugerne opfører sig med det nye medie i hånden.
Forskernes nysgerrighed var indlysende: Hvordan designer man et tablet-medie, der inddrager brugerne? Hvordan produceres unikt indhold til iPad og iPhone? Hvordan udnytter man de tekniske muligheder i sine multimediefortællinger?
Da Apple i april 2010 lancerede iPad’en, mente mange, at den nye tablet ville blive brugt som et såkaldt lean back-medie, hvor brugeren forholder sig relativt passivt, især velegnet til det dybere magasin-stof og bøger.
Projektets undersøgelser har vist, at det kun er delvist rigtigt. iPad’en bruges på mange måder som en ny internet-maskine. Brugerne forventer en række af de samme funktioner og navigationsmuligheder, som ved en stationær web-tilgang, men de forventer sig også noget mere. Især en visuel oplevelse.
− Både brugernes begrænsede tidsforbrug, og deres muligheder for at scrolle og swipe horisontalt og vertikalt, stiller en hel masse krav til fortælleformer. Vi skal gøre de komplekse multimediefortællinger enkle og overskuelige uden dog at miste dybden, siger Lars Kabel. Han er lektor ved UPDATE, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og – sammen med adjunkt Martin Brynskov fra Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet – leder af projektet.
– Vores rapport tilbyder en række handlingsanvisende metoder, pointer og refleksioner – både journalistiske og tekniske, siger Lars Kabel.
Udnyt potentialet – ellers gør andre
Flere end 15.000 danskere anskaffede sig en iPad i løbet af 2010 og i takt med at papirmedierne skrumper, forventer lektoren ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at udbredelsen og forventningerne til indholdet vil stige.
− Vi befinder os midt i en remediering fra stationær til mobil og fra det statiske til det dynamiske og sociale. Derfor ligger der også et enormt potentiale i at producere indhold til eksempelvis iPad’en. Potentialet afspejler naturligvis et behov hos brugerne, og hvis ikke mediehusene udvikler platforme og produkter til at dække det behov, så er der helt sikkert andre, der gør, siger Lars Kabel.
Rapporten ”Et medie til hånden” udkommer i dag, hvor dens vigtigste pointer præsenteres ved UPDATEs tablet-konference på Berlingske Media.