Cannes Lions 2015 blev en god Award-festival for danske bureauer.
Danske annoncører haltede til gengæld en smule efter normalen.
Samlet set hentede bureauerne 9 løver: 1 af ”guld”, 3 sølv + 5 af bronze. Guldløven er ikke en ægte guldløve, thi den blev hjemført i Product Design af AIAIAI og Kilo Design, og her uddeler man kun en Grand Prix efterfulgt af et passende antal Product Design Lions (denne gang 7), hvilket altså svarer til en guld i andre kategorier.
Er det godt nok, når danske bureauer sendte 232 arbejder ind? Branchesnittet er tre procent, siger de i Cannes, og det betyder, at vi skal over 7 løver for at ende i ”godkendt” kategorien. Så stort tillykke til bureauerne: De klarede sig bedre end branchesnittet. Og næsten dobbelt så godt som i 2014, hvor det kun blev til fem løver.
Bedste bureau blev ikke overraskende UncleGrey, der med 33 indsendelser viste vejen. Modigt at sende så meget ind, og det tjener UncleGrey til ære, at bureauet inviterer til bedømmelse af deres arbejde.
– Det er jo den eneste markedsføring, vi investerer i, så pengene er givet godt ud. Og så vi er meget, meget glade for, at dygtige internationale kolleger nikker til det arbejde, vi laver for vore kunder, siger Lars Samuelsen, strategisk direktør i UncleGrey.
UncleGrey endte med at hjemtage 5 løver, de to af sølv og de tre af bronze. Det bedste resultat for et dansk bureau siden Ruder Konge var Knægt. Den ene sølv for Canon i Promo og den anden for Weber i Cyber. De tre bronzeløver faldt i Mobile (2) og i Cyber (1). Også her var det for Canon og Weber.
Hello Monday vandt den sidste danske sølvløve i Design for ”The DNA Project” for musikeren j.views – et fremragende godt tænkt arbejde. Ogilvy vandt to bronzeløver for Biogen med ”The Last letter” i Pharma-kategorien og i Promo for ”Content Extinct” arbejdet for WWF.
Annoncørerne underpræsterede
Arla Foods, Carlsberg og Lego vandt tilsammen 10 løver sidste år. Det skete via samarbejde med bureauer fra Sverige, Hongkong, Tyskland, England og Argentina.
Arla var igen i år fremme med en sølv og to bronze i Film Craft, og ganske som sidste år var det den britiske Lurpak-kampagne skabt af Wieden + Kennedy London.
Derudover vandt Carlsberg, SAS og Lego en bronze hver i Outdoor, mens Pandora – der i anledningen af national beruselse kaldes for et dansk firma – vandt en bronze i Radio.
Summa summarum hentede danske annoncører altså ”blot” syv løver hjem til pokalskabet.
Udvider vi hæderen til at omfatte video-distributørerne fra Be On, der jo er fyldt med dygtige danskere fra tiden som GoViral, kan vi notere syv ekstra semi-danske-løver: En Grand Prix, en af guld og fem af bronze.
Det er jo Be Ons co-fortjeneste, at Volvos Live Test vandt GP’en i Creative Effectiveness, guld for ”805 million Names” med Zlatan i Branded Content, mens de fem af bronze også var for Zlatan kommunikationen for WFP og ”Content Extinct” for WWF.
Den hovedansvarlige for succesen er naturligvis Forsman & Bodenfors, dette super-bureau, der år efter år slæber ryggen skæv, men i år ”nøjedes” med 1 Grand Prix, 1 guld, 1 sølv og 6 bronze, et magert år. Svenske bureauer vandt i alt 24 løver, heraf 1 Grand Prix og to guldløver.
Når vi nu efterhånden er lidt trætte af at se Live Test og ”805 million names”, viser vi stedet bureauets nyeste hyldest til den svenske sommer (og Volvo). Smukt, stilrent og med en specialversion af Viola Martinssons sang ”Made of”.
Og så er der resten…
Vi er ikke færdige med at hylde den danske indsats, fordi vi skal huske Louis Elsass Meyer, der vandt en Future Lion sammen med sine makkere fra Miami Ad School.
Og så er der de to andre unge kreative, Rasmus Smith Bech og Jonas Roth, ansat af Grey London, der to gange hentede Grand Prix’er for Volvos Life Paint-kommunikationen i Promo og Design Lions.
Endelig skal ingen glemme Per Pedersen, der personligt strikkede 1.100 indsendelser sammen til årets Cannes-fest. Ud fra 3-procents-reglen burde det udløse mindst 33 løver, men hvad fik den kreative danske Cannes-skrædder ud af anstrengelserne?
– Vi endte med 113 løver i år. Vores bedste resultat var 36 løver for to år siden. Vi vandt 4 Grand Prix’er og 21 Guld. Og Grey gik fra at være rangereret som nr. 9 som netværk sidste år til at indtage 3. pladsen i et meget tæt opløb med Ogilvy og BBDO, siger Per Pedersen, Deputy World Wide Chief Creative Officer i Grey New York.
Med til bedømmelsen af resultatet hører, at Ogilvy og BBDO er tre gange så store som Grey. I den store sammentælling endte Grey New York som verdens næst bedste bureau med 25 løver. R/GA New York toppede listen med 33 løver.
– Jeg er rigtigt godt tilfreds, slutter Per Pedersen, der allerede er rejst videre til Thailand, hvor han de næste fem uger skal liste Tor Myhrens filosofi om ”Creative First” ned i halsen på Grey-bureauerne derude.
Da Tor Myhren i 2013 blev topchef for Grey New York lagde han en ny strategi: En kreativ skulle sidde enten for bordenden eller i direktionen i Grey-netværkets mange lokale bureauer. Desuden skulle netværkets kreativitet styrkes via opkøb.
Til det formål ansatte han i 2014 Per Pedersen, der altså i dag halvandet år senere kan glæde sig over de foreløbige resultater. Blandt opkøbene er Maruri i Ecuador og NudeJEH i Bangkok, og det er i Bangkok, han altså er ude og lære fra sig om kreativitetens betydning for bureaudrift.
Summa summarum
Hvis vi til allersidst skal finde en ekstra lille dansk triumf er det via instruktøren Martin Werners film ”Proudly Seeking Pleasure” for Magnum. Annoncøren er Unilever Spanien, mens bureauet er Lola Lowe & Partners.
Derfor viser vi en ægte Martin Werner-poesi, der oser at skønhed.
Hvordan skal vi summere Cannes Lions 2015?
Lad os være generøse og sige ni løver på bureausiden og syv til annoncørerne, altså 16 i alt samt en Future Lion. Det er mere end godkendt, og lad os til sidst lade bedste danske bureau få udgangsreplikken:
– Når vi vinder løver, styrker det moralen. Vi vil vinde endnu flere næste år. Når vi ikke vinder løver, siger vi: ”Fandeme nej. Til næste år skal vi vinde”. Så uanset resultatet er Cannes Lions den inspiration, vi har brug for til at blive endnu bedre til glæde for kunderne og os selv, slutter Lars Samuelsen fra UncleGrey.