Normalt hedder det sig, at reklamer er irriterende og kan få os op i det røde felt, men nu har turismeorganisationen VisitVestsjælland sammen med reklamebureauet Zupa begået en af slagsen, der rent faktisk virker afslappende og beroligende.
Det drejer sig om en reklame, der skal lokke turister til Vestsjælland, og filmen – som varer omkring syv minutter – er optaget i skovene, på hederne, markerne og langs strandene på Sjællands Vestkyst omkring Slagelse, Kalundborg og Sorø.
Filmen er baseret på en række interviews og anbefalinger fra eksperter inden for områder som stress, musikterapi og mindfulness, og indsigten er ifølge kreativ direktør og partner Flemming Holm fra Zupa, at stress er blevet en folkesygdom – og at danskerne ikke er gode nok til at slappe af.
Bureauet har spurgt en række eksperter om, hvordan man bedst slapper af, og derefter dels filmet både eksperterne og dét, de har anbefalet. Filmen en desuden udstyret med afdæmpet musik, der falder i antallet af taktslag undervejs.
Efterfølgende har man testet, om filmen så rent faktisk gør folk afslappede. Og det gør den.
Puls-ure i biografen
Testen gennemførte Zupa ved at invitere 100 mennesker i biografen og give dem puls-ure på.
– Vi målte pulsen før og efter, og det viste sig, at folks puls i gennemsnit faldt over 10 procent. Enkelte deltagere oplevede fald på helt op til 25 procent, siger Flemming Holm.
Og ifølge en af filmens eksperter, overlæge Bo Netterström fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus, er der videnskabeligt belæg for, at smukke naturbilleder, dvælende kameraføring og afdæmpet musik får folk til at slappe af:
– Stilheden og de grønne omgivelser aktiverer det parasympatiske nervesystem, der populært sagt fungerer som kroppens genopbygningssystem, hvilket betyder, at vi bliver mere afslappede, forklarer han.
En moderne smagsprøve
Aktiviteten består i øvrigt af et kampagnesite, hvor man kan se og lytte til længere interviews med de forskellige eksperter, og teste, hvilken afslapningsferie man personligt er til.
Endelig er der produceret en kortere case-film, som skal være med til at skabe opmærksomhed omkring projektet.
– Jeg synes, det interessante i dette projekt er, at vi gør noget. Vi tager faktisk et stykke Vestsjælland, præsenterer det for målgruppen af jævnt stressede folk fra storbyen – og demonstrerer, at det virker afslappende. En moderne form for smagsprøve, siger Flemming Holm.
Hos VisitVestsjælland håber man, at regionen kan komme på verdenskortet som en slags refugium for fortravlede storbyturister.
– Stress har efterhånden udviklet sig til et af de største sundhedsproblemer i den vestlige verden. Det betyder, at folk i dag efterspørger feriedestinationer, som hjælper dem til at koble af og finde ro i samværet med familien. Derfor har vi valgt at gøre en dyd ud af, at vi ikke har kulørte lamper og larmende attraktioner på hvert et gadehjørne. I stedet har vi en masse uberørt natur, gode strande og de uventede oplevelser, der venter, når man vover sig ud i stilheden, lyder det fra Lars Nielsen, VisitVestsjællands adm. direktør.
Filmen er instrueret af Kristoffer Kiørboe, der modtog en ”Special Mention” for sin kortfilm Søn ved Berlinalen i 2014, Kim Høgh Mikkelsen er fotograf og Marie Louise Færch Nielsen producer.
Og værsgo at slappe af: Case-film her – efterfulgt af den originale syv minutters film.