Folkene fra Google+ har måske tænkt sig godt om, inden søgekæmpen i går
lancerede en ny tjeneste for virksomheder.
Det er i hvert fald umiddelbart blevet nemmere for virksomheder og brands at skabe kontakt til forbrugerene.
– Da vi lancerede Google+ var der stor interesse for cirkler, fortæller Google Danmarks danske direktør Peter Friis og fortsætter: ”Det løste nemlig et problem, vi alle kender: Skal jeg dele min restaurantoplevelse med mit arbejdsnetværk eller arbejdsnyheder med min familie?,” lyder det retoriske spørgsmål fra den danske Google-boss. 
Han mener således, at Google+ åbnede op for segmenteret kommunikation på sociale medier, og med Google+ Pages, er der taget endnu et skridt i den retning.
– Ingen forbrugere er ens, og jo bedre virksomheder er til at tale relevant og i øjenhøjde med den moderne forbruger, jo mere lykkes man, siger Peter Friis.
En af mulighederne i Google+ Pages, eller Sider, er således verificering af sider, så virksomheder og kendte mennesker undgår, at der opstår sider, der laver såkaldte spoofs, altså alternative sider, for deres brands.
– Verificering gør det nemt for virksomheder at styre deres Google+ sider, og det sker rimelig simpelt ved at sætte et stykke automatisk genereret kode ind på virksomhedens hjemmeside, så vi kan se, at virksomhedens side og Google+ Siden er forbundne, siger Peter Friis.
På Googles officielle side om Google+ projektet er der en samlet beskrivelse af de nye features, der bl.a. viser, hvordan man kan dele, promovere og måle aktiviteter på Google+ Sider. På siden annonceres det også, at Google i løbet af de næste par uger vil komme med værktøjer til måling og analyse.
– I mine øjne er det en kæmpe nyhed, at indhold fra et socialt medie som Google+ bliver synligt i Googles søgeresultater, når man er logget ind. Det giver endnu mere relevante søgeresultater for brugerne, fordi de nemt kan se, hvad deres venner synes om ting. Tilsvarende kan man direkte søge efter alt inde på Google+. Det er sådanne features, der for alvor kan sætte gang i virksomheders interaktion med deres brugere, slutter Peter Friis.
Markedsføring har herunder samlet fem tips, som man kan tænke over, hvis man agter at kaste sig over Google+ Sider:
1. Segmenter fans og medlemmer i cirkler
Med cirkler, eller Circles, kan man segmentere f.eks. efter geografi, interesse eller de informationer, som brugerne vælger at dele med dig.
2. Skab engagement i øjenhøjde via Hangouts
Med Hangouts kan man holde videokonferencer med op til 10 personer. Det kan bruges til alt fra kunde-service til forbrugerpaneler, eller til at holde videokonferencer med kollegaer og samarbejdspartnere. Man kan f.eks. også holde konkurrencer, hvor vinderne kan deltage i lukkede Hangouts.
3. Anbefalinger og +1 knappen får en større betydning
Forbrugerne lytter til andre forbrugere, og især dem de kender. +1 knappen viser, at man godt kan lide noget. Når brugerne er logget ind vil deres venners +1 angivelser vises i Googles søgeresultater. Så det kan være en god idé at få +1 knappen integreret på alle virksomhedens websider.
4. Følg dine forbrugere
Via underretninger kan administrator af Google+ Siden hele tiden følge med i hvem, der er aktive omkring ens brand. Så hver gang, der er en +1, eller en omtale af brandet, får man besked og har mulighed for hurtig reaktion.
5. Læg dine +1 sammen
Hjælp brugerne med at se deres venners anbefalinger, når de befinder dig på internettet ved at samle de +1, du får på dit websted med de +1, du får på din Google+ side og dine annoncer. Når du har oprettet din side, skal du indsætte et kodestykke på dit websted, og annoncører skal aktivere ”Sociale udvidelser” i AdWords.