Under overskriften ”Nye veje til håbet” har Folkekirkens Nødhjælp netop nu premiere på en brandplatform udviklet i samarbejde med bureauet &Co.

Samarbejdet udmønter sig i en kampagne, som skal udfordre den traditionelle forestilling om, at nødhjælp består af en Herkules-luftkonvoj, der sender majsmel og soyablandinger ned fra luften, eller lastbiler, hvorfra der deles vandflasker ud til en desperat menneskemasse.

I stedet vil Folkekirkens Nødhjælp gerne fortælle historier om, at nødhjælp kan se ud på mange måder, fortæller Mulle Juul Korsholm, der er kampagnechef hos Folkekirkens Nødhjælp.

– Der er ingen fast formel for, hvordan man bedst hjælper mennesker i nød. Ingen one-size-fits-all og slet ingen quick fixes. Hver ny krise kræver, at man tænker i nye baner. Det er dét, vi gør hos Folkekirkens Nødhjælp: Finder den bedste mulige måde at hjælpe på, i en hvilken som helst situation. Det gælder både i de nødstedte lande, og i den måde vi indsamler penge på herhjemme.

Stærk og rummelig platform

Folkekirkens Nødhjælp har igennem sin snart 100 år lange historie iværksat mange projekter for at styrke mennesker i nød og hjælpe dem i kampen om et værdigt liv.

Drivkraft, mangel på initiativer og nytænkning har aldrig været en udfordring. Til gengæld har der været et behov for at skabe fælles samling og retning omkring de mange initiativer.

Et behov for at udvikle en platform, som både kan rumme de mange nødhjælps- og udviklingsprojekter og skabe en mere konsistent kommunikation på tværs af den mangfoldighed af kanaler, som er en del af hverdagen i dag.

– Der har været et brændende ønske om at få flere af de gode historier ud og leve, baseret på en stærk kommunikationsplatform, siger Mulle Juul Korsholm.

Og det er netop det, platformen ”Nye veje til håbet” skal hjælpe med: At sætte fokus på organisationens mange forskellige og innovative nødhjælpsprojekter, der alle er med til at holde håbet i live der, hvor nøden er størst – og grænsen mellem håb og håbløshed hårfin.

Film i centrum

I centrum for kampagnen er en film – udviklet af Peter Strange Echwald og Tue Rossel fra &Co., produceret af Alken Film, og instrueret af Mathias Nyholm Schmidt – som viser, hvordan nødhjælp også kan være et kursus i biavl for at hjælpe etiopiske bønder med at etablere en honningproduktion.

Eller små solcellelamper, som gør det muligt for børnene i Cambodjas største flygtningelejr at læse historier for hinanden og lave lektier, når solen er gået ned.

Eller som Peter Strange Echwald, Art Director på kampagnen, siger:

– Med kampagnen har vi så vidt muligt forsøgt at sætte nødhjælp i en ny kontekst, der fokuserer på at give liv til håbet, i stedet for at skabe et skræmmebillede af håbløsheden.

Til at supportere filmen er der – på tværs af Folkekirkens Nødhjælps egne kanaler – udviklet en række content-stykker, hvorfra man kan dykke dybere ned i de mange nødhjælpsprojekter, som er fremhævet i filmen.

Du kan læse mere her og se TVC’en, der havde premiere i går aftes, her – efterfulgt af brandfilmen.

Credits under filmene.

TVC

Brand-film

Credits

– Kunde: Folkekirkens Nødhjælp
– Bureau: &Co.
– Produceret af: Alken Film
– Instruktion & DOP: Mathias Nyholm Schmidt
– Redigering: Carla Luffe
– 1st AC: Tobey Nordenlund
– Lyddesign: H.C. Arnt Torp
– Musik: Jake Jamal
– Colorist: Hannibal Lang // Bacon X
– Producer: Mads Buhl