Tv-seere i 11 lande – blandt andet Polen, Tjekkiet, Ungarn, Holland og Kroatien – var i weekenden vidner til et noget anderledes indslag i reklameblokken.

For midt mellem de vanlige reklamefilm for mobiltelefoner, shampoo, læskedrikke og chokolade på de mange forskellige landes tv-kanaler tonede pludselig en herre ved navn Lars Larsen frem for at sige tak til sine kunder og medarbejdere.

Lars Larsen og Jysk har huseret i den landsdækkende reklameblok i Danmark siden 1988 og er i høj grad et kendt ansigt herhjemme – men næppe i hverken Ungarn, Tjekkiet eller Kroatien.

Anledningen til var, at Jysk netop har åbnet sin butik nummer 2.000 på verdensplan, og den personlige hilsen blev vist på tv i følgende 11 lande – Norge, Sverige, Finland, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Holland, Slovakiet, Slovenien, Kroatien og Danmark – alle lande, hvor Jysk markedsfører sig på tv i forvejen.

– Tv et vigtigt medie for Jysk’s markedsføring, så derfor syntes Lars Larsen selv, det ville være fint at sende en hilsen til kunder og medarbejdere gennem den kanal. Det at præsentere ham i lande, hvor han ikke har været på før, synes vi er med til at understrege det ekstraordinære i, at vi når milepælen på 2.000 butikker, siger Jonas Schrøder, der er Communications & CSR Director i Jysk.

Lars Larsen åbnede sin første butik i Danmark i 1979, og i dag åbner dyne-imperiet i snit to-tre butikker om ugen et eller andet sted i verden. I 2005 åbnede butik nummer 1.000, så på blot syv er antallet af butikker fordoblet.

Jysk har butikker i 34 lande og beskæftiger rundt regnet 17.000 medarbejdere. Den årlige omsætning er på cirka 18,5 milliarder kroner.

Se dyne-kongen sige tak herunder:

.