Forestil dig situationen: Dit gamle billedrørs-tv er omsider brudt sammen, og du glæder dig allerede til den nye fladskærm. Som du dog kun vil give 5.000 kroner for.
Du kan vælge at Google, Yahoo’e eller noget helt tredje for at få forslag til din investering – og få læssevis af sider med links til forhandlere, private og andre med et fladskærms-tv på lager.
Eller du kan spørge dine venner på Facebook, hvad de vil anbefale. Og kvidre en efterlysning til dine followers på Twitter. I løbet af bare en enkelt dag får du en masse gode råd og anbefalinger, som alle er baseret på netværkets erfaringer.
Sandsynligheden taler for, at du foretrækker sidstnævnte. For vi mennesker tror nu engang mere på dem, vi kender, eller føler vi kender, end på sælgere og søgemaskineresultater.
Det er godt for dig, hvis du er i netværket. Men hvor efterlader det søgemaskinerne – og den investering, du foretager i søgemaskineoptimering?
Situationen indtræffer nemlig oftere og oftere foran computerskærmen. I takt med at dit netværk øges, stiger adgangen til viden om andres erfaringer, oplevelser og præferencer. Og da “andre” i en vis udstrækning ligner dig (’fortæl mig hvem du omgås…’), har deres gode råd stor vægt i din hverdag.
Alle sociale netværk “tilbyder” altså kundeemner til dit produkt. Endda på den bedst mulige måde: efter pull-metoden. Her gælder det som markedsfører mere end nogensinde om at være til stede på det rigtige tidspunkt – når “efterlysningen” dukker op. På det tidspunkt bidrager du så med din løsning.
Dét er relevans i markedsføringen!
Bare sørg for, at dit bidrag ikke lyder som salgsbrevet fra din seneste direct marketing-kampagne. Det gode råd kommer fra den ene ven til den anden og ikke fra leverandør til kunde.
Også her handler det om troværdighed og tillid som forudsætning for relationen.
Har jeg fat i noget rigtigt her?
Er det noget, der på sigt vil ændre søgemaskiners anvendelse radikalt – eller måske snarere drastisk?
Vil søgemaskiner gradvist blive kvalt af alternativ søgning via sociale netværk?
Fortæl mig, og læserne, dit synspunkt herunder, så vi får en debat om emnet, der måske kan bidrage til beslutningen om, hvorvidt du systematisk vil bruge sociale netværk i markedsføringen. Og ikke mindst hvordan.