Som beskrevet mandag, har den nordiske storbank Nordea efter en udbudsrundet valgt at indgå et samarbejde med bureaugruppen GroupM vedrørende sit nordiske content- og mediebudget.
Her skal GroupM Nordic løse en noget bredere opgave for banken, end man ser i et klassisk mediebureausamarbejde, og måden, det skal gøres på, er også interessant.
Nordea og GroupM etablerer nemlig et nyt ”bureau” med fælles kompetencer, der får navnet Team Pulse.
Hvordan sammensættes teamet?
– Det afhænger af opgaven. Det består bl.a. af vores egne og Nordeas egne kompetencer, men det er dynamisk, så det er den konkrete opgave, der definerer teamet, siger Jonas Hemmingsen, adm. direktør for GroupM, der har 450 medarbejdere i Danmark og 1.200 på tværs af Norden.
Hvorfor er den model valgt?
– Det hænger bl.a. sammen med, at Nordea arbejder meget agilt i sin tilgang til marketing, og det kræver naturligvis en agil – men også meget åben – måde at samarbejde på i Team Pulse, siger Jonas Hemmingsen.
Åbenhed og agilitet
Jonas Hemmingsen påpeger, at han er rigtig stolt over at blive valgt til opgaven, der kommer i kølvandet på at GroupM de senere år har gennemgået en udviklingsproces, så det strategiske ståsted i dag kaldes ”Open Agency”.
– Og det mener vi helt bogstaveligt. Vi er åbne, transparente og agile, da det kræves af et bureau i dag, siger Jonas Hemmingsen, der ikke mener at betegnelsen mediebureaugruppe er helt dækkende for GroupM i dag.
– Vi har jo, ligesom resten af branchen, gennemgået en voldsom digital transformation de senere år og arbejder nu i krydsfeltet mellem content, medier og teknologi. Og her er åbenhed er et af nøgleordene, siger han.
Jonas Hemmingsen mener, at netop åbenhed kan have haft en betydning i Nordeas valg af samarbejdspartner på content- og mediesiden.
– Vi sagde jo rent ud, at vi ikke selv kan løse alle kreative opgaver, så de kompetencer hentes ind i Team Pulse, når der er brug for dem, ligesom det gælder andre meget specifikke kommunikationsmæssige kompetencer, siger Jonas Hemmingsen og slutter:
– Jeg er ret sikker på, at den agile tilgang til Team Pulse vil sikre, at vi og Nordea når i mål med vores fælles mission.