Man anede, hvor det bar hen, da Uncle Grey og Saatchi & Saatchi fik 32 ud af 76 nomineringer ved Guldkorn 2007. Og de to bureauer levede op til favoritværdigheden ved den store fest i Østre Gasværk, da de modtog 12 ud af 22 uddelte korn – 6 til hver.
Hvad angår dansk reklames kreative toppris, Guldkornet, nappede Uncle og Saatchi tilsammen 5 af de i alt 7 uddelte toppriser.
Der skulle findes en samlet vinder, og spørgsmålet var, om man kan tabe en hingstekåring med et mulehår? Ja, den disciplin mestrer Uncle Grey – desværre.
Uncle Grey vandt to guldkorn, hvor især kategorien Vedvarende kampagne for Fakta gav godt på pointkontoen, men ik ke nok. Og på den måde gentog Uncles historie sig fra sidste års uddeling fra Creative Circle: Guldkorn i denne parade-kategori, også for Fakta, men samlet rakte det kun til en andenplads.
Årets Bureau blev – med den mindst mulige margin – Saatchi & Saatchi, der også tog titlen forrige år. Bureauet fik i år hele tre guldkorn, heraf to for Quiksilver. Medvirkende til sejren var også en bedre vekselkurs shortlist-til-korn. Bureauets 15 nomineringer blev til 6 korn, mens Uncle Grey skulle bruge 17 nomineringer for at klemme 6 korn ud af juryen.

Vinderen

Saatchi & Saatchi smed en bombe, og eksplosionen banede vejen til den samlede sejr. De cool-klædte drenge fra Quiksilver, der dropper dynamit fra Dronning Louises bro i København, så man kan surfe på søen, vandt et Guldkorn i Virale Film.
Quiksilver blev Årets Annoncør, og marketingchef Kristijan Thorstensen havde fået en god generalprøve på filmen og de øvrige kampagne-elementer:
– Internt i Quiksilver havde vi før Guldkornet fået en pris for Best Market ing. Quiksilvers grafiske udtryk har en rød tråd internationalt, men hvert land kan have sit eget udtryk.
Den danske kampagne har med viralen fået et mildt sagt grænseoverskridende udtryk: Over 20 mio. hits på verdensplan. Quiksilver fik også et Sølvkorn i Integreret reklame og et Guldkorn i Outdoor, og om sidstnævnte siger Kristijan Thorstensen:
– Vi ville med vores outdoor ikke kun give målgruppen noget at kigge på, men også give den en ny feature. I dette tilfælde bl.a. en konkret skate-rampe, for målgruppen er hele tiden på udkig efter nye rails. Og det er det, markedsførings handler om: At give folk en oplevelse. Og én igen.
Kristijan Thorstensen takker for tillykket, som han med det vuns deler med bureauet. Simon Wooller, kreativ direktør i Saatchi & Saatchi, spåede i spøg ikke viralfilmen en chance, fordi man var oppe imod de bare bryster fra Speed Bandits/Rådet for Større Færdselssikkerhed. Han siger om vinderfilmen, der giver begrebet Urban Surfing ny mening:
– Succesen på Dynamite Surfing måles ik ke på dens 20 mio. hits, men derimod på, at filmen efter fire dage var ude på 95 pct. af verdens surf-sites. Og baggrunden for filmen var kedelig, men praktisk: Vi valgte det manus, der – for et meget begrænset budget – gav mest opmærksomhed og levendegjorde payoffet Original Thinking.

To Guldkorn tilbage

Da Saatchi og Uncle havde gået deres omgang om buffeten, var der to Guldkorn tilbage. Det ene, i Print BtC, gik til BBDO og Amnesty International, og det andet blev givet til &Co. for deres Cafe Noir i kategorien reklamefilm. BBDO fik også to Sølvkorn, og & Co. fik to Bronzekorn.
Generelt er niveauet højnet for de indsendte arbejder, og det glæder formanden for Creative Circle, Jesper Hansen.
– Vi fik 731 arbejder tilsendt, næsten 100 flere end sidste år, og de 22 uddelte korn var 2 mere end sidste år. Samtidig har vi set en stigning i Guldkorn: 2 i 2005, 4 i 2006 og 7 i 2007. Og med de skarpe kriterier, juryen skal forholde sig til, udtrykker det ikke inflation, men et højt niveau. Flot, også taget i betragtning, at branchen er presset på mange fronter. Stadig færre mennesker skal udføre den samme mængde arbejde, for 11. september 2001 har kastet lange skygger. Og når man har skåret ned og beholdt de sikre folk, så kunne man frygte, at de så lavede sikre løsninger. Men der leveres heldigvis stadig skæve indfald og uventede ideer.

&Co overraskede

Det er anden gang, at Fakta får Guldkorn for Vedvarende kampagner. Guldkornet gives bl.a. for at bryde konventioner. Har Fakta gjort det siden 1999?
– Ja, kampagnen er i hvert fald radikalt anderledes end kampagner fra andre supermarkedkæder. Der ligger et konventionsbrud i kampagnens præmis, og samtidig opfylder den også det særlige kriterium for netop vedvarende kampagner: Vedvarende at have formået at udvikle sig på et højt niveau, siger Jesper Hansen.
Bør man – i en ellers rastløs branche – ikke hylde staying power? Bestemt, og BBDO har mildt sagt vundet med Oddset før, og det har alt i alt taget mere end fem minutter at få smidt Uncle Grey ned fra podiet for alle de gange, bureauet har vundet med Fakta. Men hvor er årets overraskelse?
– &Co. og deres Cafe Noir. Det er en fantastisk idé, der er godt tænkt ind på flere platforme, og Merrild Kaffe lever op til de krav, der stilles til en annoncør, om at købe reklame, som forbrugerne gider at se. Grænsebrydende arbejde til et streetwear-mærke – fair nok, men tilsvarende arbejde for et kaffemærke? Dét er en helt anderledes udfordring, siger Jesper Hansen.
Markedsføring bringer vinderlisten for Guldkorn 2007. Nogle vil måske spejde forgæves efter eget eller bureauets navn. Overordnet spejder man nok efter Robert/Boisen & Like-minded. Vi taler om Årets Bureau 2002, 2003, 2004 og 2006, men ingen af dette års tre nomineringer blev vekslet til korn.


Vinderne – Guldkorn 2007

Bureau Korn Kunde Kategori
Saatchi & Saatchi Guld Quiksilver Outdoor
Saatchi & Saatchi Guld Quiksilver Virale film
Saatchi & Saatchi Guld Kilroy Travels Events
Saatchi & Saatchi Sølv Coca Cola / Sprite Zero Radio
Saatchi & Saatchi S ølv Quiksilver Integreret reklame
Saatchi & Saatchi Bronze Kilroy Travels Print BtC

Uncle Grey Guld Fakta Vedvarende kampagner
Uncle Grey Guld Thor Radio
Uncle Grey Sølv Peugeot Outdoor
Uncle Grey Sølv Fakta Print BtC
Uncle Grey Bronze Fakta Print BtB
Uncle Grey Bronze T.Hansen.dk Integreret reklame

BBDO Guld Amnesty International Print BtC
BBDO Sølv Oddset Vedvarende kampagner
BBDO Sølv Oddset Reklamefilm

& Co. Guld Merrild Kaffe Reklamefilm
& Co. Bronze Danske Bank Reklamefilm
& Co. Bronze JBS Print BtC

Propaganda McCann Sølv Royal Unibrew Digital medier, annoncering

TBWACopenhagen Sølv Scanpix Creative Print BtB

Ogilvy and Mather Bronze Mattel Outdoor

Zupa Bronze Bonnier/I Form Digitale medier, kampagner

& Co. Diplom Merrild Kaffe/Cafe Noir Bedste instruktion: Martin Werner
& Co. Diplom Merrild Kaffe/Cafe Noir Bedste art direction: Robert Cerkez
Uncle Grey Diplom Peugeot Bedste foto: Martin Juul
TBWACopenhagen Diplom Scanpix Creative Bedste tekst: Søren Grønborg Propaganda McCann Diplom IBS Da nmark Bedste tekst: Peter Dinesen
Bates Y&R Guldspiren Arbejdets navn: Gravsten Kasper Andersen, Nicolai Svarer Schwensen


Kriterier for korn

Bronze – Gives til et arbejde, der vurderes til at være blandt de få absolut bedste i kategorien.
Sølv – Gives til et arbejde, der imponerer og demonstrerer mod til at sætte nye standarder for dansk reklame.
Guld – Gives til et arbejde, der demonstrerer mod og vilje til at bryde konventioner og dermed sætter ny standard for dansk reklame, således at det åbenlyst skiller sig ud fra alle øvrige indsendte arbejder.