Et af de mest succesrige samarbejder inden for bureaubranchen standser nu. Danske Bank har brug for et nyt reklamebureau, og derfor ophører &Co med at være leadbureau. I en pressemeddelelse lyder begrundelserne:
– Vi har været glade for samarbejdet, der har skabt nogle rigtig gode resultater – både i medgang og modgang. Efter 10 år er begge parter nu enige om, at det er tid til at bevæge os videre. Det har været et lykkeligt samarbejde, og vi vælger at gå fra hinanden, som gode venner, taknemmelige for de resultater vi har skabt sammen, siger koncernmarketingdirektør i Danske Bank Joachim Rubow.
Mikael Jørgensen, &Co’s adm. direktør tilføjer:
– Danske Bank har været en stor del af &Co siden starten i 2000. Og det har været en fantastisk rejse. Men på samme måde som Banken nu står overfor en ny imageudfordring efter finanskrisen, står vi nu også og skal til at redefinere os selv. Vores 10 års erfaring med Danske Bank har udrustet os til nye udfordringer og givet os en fantastisk ballast.
Det var &Co, der skabte det smukke payoff ”Gør hvad du er bedst til. Det gør vi”, der for alvor placerede banken som ekstrovært og modig. Til gengæld beviste kommunikationen også, at et payoff har det med at vende tilbage, og det mærkede Danske Bank under finanskrisen, hvor stort set al dansk galde blev hældt ud over den store bank. Men &CO med Robert Cerkez i spidsen bidrog kreativt til ”Bedre Bank” universet, der adresserede bankens imageproblemer hos kunderne, men den redning var altså ikke nok til at cementere samarbejdet.
Danske Bank har valgt nyt reklamebureau efter stilfærdige sonderinger i markedet, og det bliver Saatchi & Saatchi, der skal hjælpe banken med markedsføringen fremadrettet.