I november måned sidste år valgte Morten Hedegaard at sige op som klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling.

Sparekniven havde skåret så meget i afdelingens ressourcer, at han ikke længere kunne stå inde for de forhold, man bød de fødende. Morten Hedegaards opsigelse udløste en mediestorm.

Det blev samtidig gnisten, der tændte Saatchi & Saatchis idé til Out of Home Media Challenge, hvor de havde fået stafetten.

– De fleste ved, at en fødsel kan være en voldsom oplevelse for både mor og barn. Her synes vi, at der bør være hjælpende hænder nok, så starten på det nye liv bliver så rolig som mulig. Derfor valgte vi at støtte op om Jordmoderforeningens bøn om flere ressourcer til landets fødegange, siger Annette Piilgaard, Managing Director for Saatchi & Saatchi i Danmark.

Det humørfyldte, skæve og dramatiserende virker

Hos Jordemoderforeningen er begejstringen stor.

– Vi er vilde med idéen. Vi får på en helt ny måde skabt større opmærksomhed omkring de manglende ressourcer på landets fødegange. Det humørfyldte, skæve og dramatiserende er jeg overbevist om, virker rigtig godt og måske bedre end mere traditionelle måder at kommunikere sagen på, fortæller Jan Helmer, direktør for Jordemoderforeningen.

En del tyder på, at Jan Helmer har ret. Efter en lille uge er en Facebook-video med bussen set over 100.000 gange og små 1.000 mennesker havde delt den.

Henrik Sørensen, adm. direktør hos Out of Home Media mener, at det er meget positivt at busmediet anvendes til at sætte fokus på en så vigtig problemstilling som ressourcemangel på landets fødeafdelinger.

– Medievalget, effekten og opmærksomheden er på genial vis kombineret via en integration af dørene i illustrationen. En optimal anvendelse af Danmarks største og mest synlige outdoor reklameflade til gavn for en alvorlig og vigtig problemstilling, slutter Henrik Sørensen.