Saatchi & Saatchi var en af de store vindere ved seneste udgave af Creative Circle Award (CCA), og pilen peger opad for bureuaets danske afdeling, der efter nogle trælse år nærmer sig nullet på bundlinjen.
– Efter CCA er vi blevet kontaktet af flere virksomheder, der tænder på den måde, vi tænker og arbejder kreativt på, fortæller Annette Piilgaard, Managing Director for Saatchi i Danmark.
Blandt de virksomheder er den internationale spilportal Simba Games og PROBANA Business School, som nu begge er at finde på bureauets kundeliste.
– Det danske spilmarked er ekstremt kompetitivt, hvorfor der er stor risiko for at drukne i mængden. Derfor søgte vi efter et bureau, som kunne komme op med et kreativt koncept, der kunne og turde noget udover det sædvanlige. Det fandt vi i Saatchi & Saatchi, siger Anton Nielsen, Brand Marketing Manager hos Simba Games.
Første trin af kampagnen går i luften i denne uge og kan opleves her:
PROBANA søgte også et koncept og et sprog, der skal give dem en endnu tydeligere position i markedet.
– PROBANA har en lidt anden tilgang til studieform end de traditionelle business uddannelser. Derfor skal det naturligvis også fremgå af vores markedsføring, at vi ikke er som de andre. Vi vil fremstå lidt yngre og mere nytænkende end vores konkurrenter, og det er Saatchi & Saatchi kommet med nogle spændende bud på, fortæller PROBANAs ejer, Peter Sonne Joensen.
Hos Saatchi & Saatchi er glæden over de to nye kunder stor.
– For et bureau som vores, der trækker vejret gennem kreativitet, så er det fantastisk med kunder, der tør noget mere og søger væk fra den grå for-god-ordens-skyld-markedsføring. Derfor glæder vi os rigtigt meget til samarbejdet med Simba Games og Probana, slutter Regner Lotz, kreativ direktør for Saatchi & Saatchi i Danmark.