”Ideen om et navneskifte kom ikke først. Det gjorde derimod ønsket om at gå fra primært at være et netværksbureau til at være et lokalt forankret bureau med et netværk i ryggen.”
Sådan lyder det fra René Westendahl, der indtil for kort tid siden stod i spidsen for Saatchi & Saatchi, men som nu er Managing Director i Publicis Creative.
Navneændringen sker på baggrund af ønsket om et større organisatorisk og strategisk ændring. Nyfødte Publicis Creative skal ses som en frisk ny start for det gamle Saatchi & Saatchi. Men hamskiftet er ikke sket natten over, forklarer René Westendahl,
”Vi starter slet ikke fra scratch. Ret beset startede vores nye rejse for to år siden. Og for at være helt ærlig så har fokus lige siden været at få den rigtige ledelse på plads, at flytte sammen (de forskellige dele af Publicis, red.) og lære hinanden at kende,” siger René Westendahl.
Men hvorfor dog droppe et hæderkronet brand som Saatchi & Saatchi – et af verdens mest kendte netværksbureauer?
Om Publicis Danmark
Publicis Danmark er en del af verdens tredjestørste kommunikationsgruppe Publicis Groupe.
Publicis Groupe blev etableret i 1926 i Paris, hvor hovedkontoret stadig ligger. Der er i dag ansat over 80.000 mennesker fordelt på kontorer i 110 lande. I Danmark er Publicis repræsenteret ved de fire hubs Publicis Creative, Publicis Media, Publicis Health og Publicis Sapient, som tilsammen beskæftiger 90 mennesker.
Publicis Sapient fungerer som samarbejdspartner, men er ikke direkte integreret i Publicis Groupes bureaumodel, men er en selvstændig forretningsenhed med egen ledelse, både globalt og i Danmark.
Kilde: Publicis.
“I Danmark havde vi opbygget en distance til det. Det var nogle, der forsynede os med kunder, og vi var blevet sidste step i en lang værdikæde, hvor de opgaver vi fik sådan set bare var at udforme oversættelser og adaptioner af globale kampanger,” fortæller René Westendahl, og lader forstå at dette setup ikke var tilfredsstillende i forhold til bureauets kreative ambitioner.
Egen medicin
Publicis Creative hører under Publicis Groupe, der derudover består af Publicis Media, Publicis Health og Publicis Sapient. Udover sidstnævnte ligger alle nu under samme tag i indre København – og har gjort det siden sommeren 2020.
En grund til navneskiftet skal findes i ønsket om at skabe en tydeligere brandstruktur, fortæller Sebastian Jensen, der er en af to kreative direktører i det nye Publicis Creative.
Der nye bureau er blevet en del af ovenstående organisatoriske opbygning på fire ben, der, ifølge Sebastian Jensen, på én gang gerne både skal tydeliggøre at gruppen er flyttet sammen, men først og fremmest også fremstå simplere end før.
”Vi har forsøgt at lave en struktur, som vi selv forstår. Det der med at komme ud til kunden og sige vi er Saatchi, vi er i familie med Zenith og Optimedia – og nogle der hedder Performics. Og så har vi forresten også et PR-bureau, der hedder MSL. Det var simpelthen for forvirrende, husker han.”
Rodebutikken af bureaubrands under Publicis Groupe gik imod den ’best practise’, som man selv anbefalede.
”Enhver kunde der kom ind på vores bureau, som havde en lidt rodet brand-arkitektur, ville vi som noget af det første anbefale at rydde op i det. Så man kan sige, vi har taget vores egen medicin,” fortæller Sebastian Jensen, der er en af få Saatchi & Saatchi-medarbejde, der stadig er at finde i Publicis Creative.
Nye kræfter, nye kunder
”Når nu vi står for noget andet end før, så har vi brug for nogle andre kapaciteter. Så der er et nyt hold på næsten alle pladser,” siger René Westendahl om de 23 personer, der i dag udgør Publicis Creative.
”Det er alt andet end gammel vin på nye flasker,” lyder det fra Sebastian Jensen, der sammen med resten af den kreative afdeling arbejder meget tættere med den Publicis’ mediebureau-folk end tidligere.
”Vores nye kreative kultur går meget ud på at samtænke medier og kreativitet – og sørge for at idéerne bliver født lige der i krydsfeltet. Så vi kan præsentere kreative idéer til kunden, der allerede er opkvalificeret fra et media-synspunkt. Det er selvfølgelig stadig idéerne, men også placeringen, der gør at kommunikationen leveres på en overraskende, relevant eller underholdende måde, siger han.
" "Det er alt andet end gammel vin på nye flaskerSebastian Jensen, kreativ direktør, Publicis Creative
Men er I ikke bange for, at I taber en masse kunder eller potentielle kunder i svinget, når I ikke længere hedder Saatchi & Saatchi og jeres kendskabsgrad må forventes at styrtdykke?
”Jo, men så er det andre, der lærer os at kende. Så det er jeg egentlig ikke bekymret for,” siger René Westendahl og tilføjer.
”Måske var Saatchi & Saatchi verdensmestre i 70’ erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne for det, der var brug for der. Men i dag vil kunderne noget andet. Nu vil den effektivtet som bunder i synergi mellem media og kreativitet. At kunne levere det, er meget vigtigere end at bevare et kendt brand.”
Sebastian Jensen pointerer, at der også er en række eksisterende kunder, man fastholder trods navneskiftet.
”Fordi de er begyndt at arbejde med os, efter vi forandrede kulturen, så vil de egentlig ikke opleve en anden hverdag i samarbejdet med os, end at vi har en ny mailsignatur,” siger han.
Uanset om bureauet hed Saatchi & Saatchi eller Publicis Creative, da de kom ombord, så er der på det seneste tilføjet mange nye til kundeporteføljen, fortæller Rene Westendahl.
”Inden for bare de sidste 5 måneder har vi fået nye kunder som Visa, Fazer, GN, Aritech, Amo og Elgiganten,” siger han og tilføjer.
”På to år er vi gået fra at kun 20 procent af vores indtægter stammede fra lokalt forankrede kunder og projekter, til at det tal i dag er steget til 70 procent. Så vi er allerede lykkedes med at vende det rundt.”