Coop og produktionsselskabet Copenhagen Bombay ramte tilsyneladende plet, da de i efteråret 2009 lancerede ”Frugtfjolserne” – en sund frugt og grønt-serie bestående af blandt andre Komik-tomaterne, Abri’konerne og De Hårde Bananer.
I hvert fald viser en ny amerikansk undersøgelse nu, at børn rent faktisk er mere tilbøjelige til at vælge de sunde godbidder, når de er forsynet med eksempelvis stickers med kendte tegneseriefigurer eller lignende. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Forskere ved ”Cornell Center for Behavioral Economics in Child Nutrition Programs” i New York har således gennemført en række forsøg blandt en gruppe 8-11-årige elever fra forskellige amerikanske folkeskoler.
Børnene fik sammen med frokostmåltidet på skolen lov til at vælge enten en frugt eller en kage – eller begge dele. Nogle af dagene var frugterne udstyret med ”sjove figurer”, andre dage var det kagerne, og atter andre var det begge dele – eller ingen af delene.
Og konklusionen var ikke til at tage fejl af.
Når hverken kager eller frugt var forsynet med stickers, valgte 91 procent af børnene kagerne, mens færre end 25 procent valgte frugt.
Var der derimod tegneserie-stickers på frugterne, valgte 37 procent af børnene frugt. Procentdelen, der valgte kage ændrede sig ikke – uanset om der var stickers på eller ej.
Pointen er – lyder det fra David Just, der har været med i forskningsprojektet ved Cornell Center – at hvis man vil have børn til at spise sundt, så er man nødt til at tænke i de samme marketingbaner, som alle de mange brands, der sælger ”de usunde ting”, gør.