Holdningen til prisen på fødevarer er under stærk forandring. Heldigvis.
De mange års fokus på fødevarer har afstedkommet en helt ny holdning og forståelse for, hvad tingene må koste. Eller rettere ikke må koste. For den billige variant er ganske enkelt ikke længere pengene værd. Kvaliteten koster. I alle led. Er ræsonnementet.
Og det har fx Rema1000 forstået, da topchefen gik til markedet med et løfte om at betale bønderne 50 øre mere per liter mælk. Man er vel ansvarlig, ikke sandt?
Han fangede en trend, der udvikler sig, mens disse linjer læses: Færre og færre vil betale for dårlige fødevarer. For varer propfyldte af unødig tilsætning. For en forarbejdning, der skal sikre lange holdbarheder til gavn for producenten og for detail. Ikke for forbrugerne.
Selvfølgelig er der visse forbrugersegmenter, der lader sig forføre, nu hvor de får mælken og en række andre dagligvarer smidt i nakken. Men det handler ikke alene om pengepungens udfordringer. Men om ren og skær fornuft.
Hvem vil betale mere for en vare om lørdagen, når varen stensikkert er på tilbud om søndagen. Nok ingen, vel?
Og netop dette fokus på prisen og ”jagten på det gode tilbud” er med til at fastholde detail i en fordrejet forståelse af, hvad forbrugerne er villige til at betale for. Men hallo: Detail har selv skabt de forbrugerholdninger, de piber over rammer dem i nakken.
Som konsekvens skrues der yderligere på priserne. Selv de faste priser. Som er presset helt i bund. Og her er mælken er godt eksempel. Man kan nu købe en liter mælk til 4,25 kr. Det er ret billigt. Også for billigt. Især når man ved, at det er landmanden og i sidste ende køerne, der betaler prisen.
Forbrugerne skal tænke sig godt om og forlange højere mælkepriser. Mon ikke andre bør lægge sig i slipstrømmen på Rema1000? Når alt kommer til alt, vil vi (forbrugerne) gerne betale for kvalitet.